Torben Schønherr

Hvad arbejder du med for tiden?

Vi er jo en tegnestue på næsten 60 mennesker, så vi laver mange forskellige ting på samme tid. Og det, vi har gang i, er for eksempel Femern forbindelsen, og så laver vi vejplanlægning i øjeblikket og nogle planlægningsopgaver i ældre bymidter, for eksempel i Viborg, som er meget meget interessante. Og vi er i gang med Sankt Annæ Plads i København. På miljøområdet arbejder vi i Kokkedal på en konkurrence, som vi vandt for et stykke tid siden.
– Så vi arbejder indenfor hele spektret af landskabsfaget. Ja, i virkeligheden kan man ikke kalde det et landskabsfag, for det indeholder jo alt muligt. Betegnelsen kan godt nogle gange være lidt begrænsende, når vi laver så mange forskellige ting.

Hvad eller hvem inspirerer dig?

Ikke noget specifikt, for flere ting inspirerer mig. For eksempel musik og litteratur, at gå en tur i skoven. At tale med mine børn – egentlig en hel masse ting, der ikke har med faget at gøre.

Hvad er den største udfordring for landskabsarkitekturen i dag?

Udfordringen ligger i, for mig at se, at vores fag skal bevæge sig fra at omhandle det traditionelle landskabsområde til at omhandle de ting, jeg nævnte tidligere. Altså faget skal synliggøres. Og jeg mener, at vi skal støves lidt af. Det er os, der skal sidde for bordenden, for det er os, der ved mest om sammenhængene.

I den tid jeg nu har arbejdet, er vi gået fra at sidde hjemme ved køkkenbordet, og hvis det virkelig skulle være alvorligt, så skulle man have fat i en ingeniør eller en bygningsarkitekt. Men det har ændret sig, eller er på vej til at ændre sig.

Udfordring er, at vi skal tages alvorligt som fagområde, og ikke bare være noget, der kan spares væk. Og det synes jeg er ved at ske – det er meget positivt.

Hvilken udvikling ser du indenfor faget?

Vi har allerede pladsen for bordenden i mange sammenhænge, men vi kunne sagtens fylde endnu mere. Og jeg synes, at vi skal gøre op med offerrollen, som dem, der altid bliver jokket på og sparet væk og alt det pjat. Vi skal ud af røret og vise, at det er os der bestemmer – det andet piveri kan vi ikke bruge til en skid.

Hvad drømmer du om at udrette i dit arbejdsliv?

Jeg har et meget ydmygt forhold til faget. Altså jeg mener, at vi i bund og grund er redskaber for menneskers drømme. Vi skal lave noget, som folk bliver glade for, og som de kan bruge. Og så har vi selvfølgelig også pligt til, at det bliver smukt. Jeg synes, at ydmygheden i nogle år har været en mangelvare i arkitektfaget.

Hvad ved de fleste folk ikke om landskabsarkitektur?

Jamen de fleste tror jo bare, det er noget med noget grønkål, ikk’ – og at det er bygningsarkitekter, der laver resten. Og det er dér, begrænsningen ligger. At vi nogle gange bliver betragtet som dem, der kun har forstand på det grønne.

Har du en yndlingsplante, et yndlingsmateriale?

Nej, det er for begrænset! For hvis du den ene dag arbejder i Danmark og den næste i Norge eller Spanien, så tager du udgangspunkt i opgaven, altså hver gang tager man stilling til, hvad er kvaliteten egentlig her, og hvad skal her ske.

Hvem syntes du skal være den næste i portrætrunden?

Jeg kunne nævne mange – men for eksempel professor Ellen Marie Braae.