Mogens Bundgaard

Jeg fik min debut som landskabsarkitekt på Vesterholts tegnestue, en tegnestue, som var rigtig god til at ansætte de nyuddannede. Der blev jeg kastet ud i Hedeland, som var under etablering dengang. Inge og Jørgen Vesterholt var sammen med Kerstin Lehnsdal simpelthen fantastiske læremestre.  Efter at have været i Hedeland én gang med Jørgen for at blive instrueret i at føre tilsyn, var jeg derude hver dag. Jeg kom tilbage med håndskrevne referater, som Inge skrev rent på sin skrivemaskine og sendte ud med post, når jeg havde godkendt dem. Dvs. når jeg så kom næste dag, havde de ikke fået brevet fra den foregående dag. 

Det var ret fascinerende: Der blev flyttet 5000 m3 jord om dagen med to megastore gravemaskiner og ti dumpere, der kørte rundt nærmest i døgndrift, så jeg kunne somme tider slet ikke genkende stedet fra dag til dag.   

Min tid hos Vesterholt lærte mig, at man som virksomhed skal tage sig af de studerende og nyuddannede og være med til at give dem en god ballast i faget. 

Hvorfor blev du landskabsarkitekt?

Jeg blev landskabsarkitekt pga. træer. Træer har altid haft mit fokus og været en fast del af mit virke. Jeg har altid haft tæt kontakt til planteskoler, og folk, der ved noget om træer. Jeg har arbejdet på en planteskole for store træer. Den hed Ravns planteskole og lå i Sørup, Fredensborg. Jeg var også i praktik deroppe under studiet og fik lokket Per Malmos med. Vi havde en fest! 

Planteskolen lavede også anlægsopgaver. Jeg husker, som var det i går, at vi var ude på en opgave i Gassehaven i Holte. Der skulle plantes nye træer på P-pladsen fordi træerne, der stod der, kun kunne graves op med en lufthammer. De stod i det rene stabilt grus, de havde ingen rødder og var efter mange år nærmest gået ud, så der skulle plantes nye. Det syntes vi alle sammen var fuldstændig gak! At man skulle plante træer et sted, hvor der ikke var ordentlige vækstforhold. Så tænkte jeg, ’hvem tager sådan en beslutning der er helt hen i vejret? Det må kunne gøres bedre.’ Så fandt jeg ud af det, via. min mor, der havde kontakt til ’Vilvorde Havebrugsskole’. Der sagde en ansat landskabsarkitekt at ’det er da landskabsarkitekt, Mogens skal være’. 

”Jeg blev landskabsarkitekt pga. træer. Træer har altid haft mit fokus og været en fast del af mit virke.”

Er der noget særligt fra dit arbejde som landskabsarkitekt, du gerne vil give videre?  

Ja, det er der. Det er, at hver gang man får en opgave, skal man gå helt ind til benet og finde ud af, hvad er det opgaven drejer sig om, og hvilket område opgaven ligger i, så man får en overensstemmelse i forhold til de omgivelser, som er der, og det hele kommer til at hænge sammen til sidst. Jeg synes, vi har set så mange eksempler på, at arkitekter…. og også landskabsarkitekter for den sags skyld, laver noget, der ender med at være sådan nogle satellitter, der ikke har nogen sammenhæng med det, der omgiver dem. Det kan være i både haver og byrum, og det betyder desværre, at noget går tabt. Hvis man får tingene til at gå op i en større helhed, så får området en endnu større styrke. Det synes jeg er en væsentlig pointe for dem der sidder og projekterer f.eks. et boligområde. At de først og fremmest kigger på, hvad er der i forvejen, hvor gammelt er det, hvad er nerven i det, og hvad kan vi genbruge og videreudvikle herfra. Vi skal tænke mere på ressourcer og den tid vi er i. 

Det spændende ved vores fag er jo, at det ikke er en døgnflue, men noget der vokser og skal kunne bringe glæde og holde i rigtig mange år. 

Du har været landskabsarkitekt i DAB i 40 år– hvordan bliver man det og hvad laver sådan en?

Det lyder som en kliche, men der har Ikke været 2 dage, der har været ens i de 40 år. Det var især spændende, da jeg overtog chefrollen i Landskabsgruppen, hvor det indgik at udvikle området i DAB og præge retningen for det grønne. Dengang var der bare 2 landskabsarkitekter og det var spændende hvordan vi fik DAB på landkortet i forhold til boligafdelingernes grønne områder. Det, der har holdt mig til ilden igennem de 40 år er, at gruppen har haft mulighed for at komme alle steder i landet. DAB har så mange boligafdelinger rundt omkring, som er vidt forskellige. Bestyrelser, ejendomsfunktionærer, ejendomme og mentalitet er forskellige fra sted til sted. Frodighed og stil tolkes forskelligt i vest og øst. Det er udfordrende men også fascinerende. Og så går tiden… 

Hvad optager dig?

Særligt to ting: Dels at de ting, vi laver, skal være gennemtænkte, af god kvalitet, ordentlige og, at der skal være fuld tilfredshed. Hvis man kan opnå en god balance, hvor man får mest muligt for pengene og samtidig et godt resultat, så er meget jo vundet. 

Det andet er, at man skal have et godt arbejdsmiljø. Hvis arbejdsmiljøet ikke er i orden, er det svært at lave kvalitets arbejde. Men hvis man har det godt sammen i den gruppe, man er i, hvis man kender hinanden og støtter hinanden, kan man også udfordre og udvikle hinanden. Nogle gange kan man gå lige til kanten af, hvad man kan rumme og afprøve sine grænser for, hvad man kan rent fagligt, for så at blive dygtigere og komme et skridt videre hele tiden. 

Der er mange forskellige opgaver i Landskab i DAB for tiden, og ledelsesopgaven er også blevet større i takt med at vi er blevet flere og flere landskabsarkitekter i gruppen. Men jeg har altid sat pris på at være en ”arbejdende” chef, én som også har fingrene nede i projekterne og holder sine faglige spidskompetencer ajourførte. Jeg har også altid lagt vægt på, at man i gruppen skal have kendskab til så mange forskellige fagområder som muligt indenfor landskabsarkitektfaget og dets snitflader som fx. træ, elektricitet, smedearbejde eller hvad det nu måtte være. 

Miljøet har altid optaget mig. Jeg var med til at indføre det første giftfri boligområde. Det blev mødt med stor mistro. ’Hvordan kan man overhovedet passe de grønne områder uden at bruge gift?’  Det var helt tilbage i 1987 i en boligafdeling i Herfølge; Nonnebanken, hvor vi lavede et boligområde, vi kaldte ’Det økologiske boligområde’. Der kom meget PR omkring det. Borgmesteren skulle klippe den røde snor til indvielsen, og der var mange ildsjæle, vi indførte kildesortering og var tre årtier forud for resten af samfundet. 

Det er egentlig rystende at det er gået så langsomt i Danmark, når man ser på andre lande som Sverige og Tyskland, som har været langt foran i mange år. Beskæmmende for Danmark, men det er bl.a. fordi man har haft en politik om, at man har udviklet fjernvarmenettet og derfor bare har brændt affaldet af. 

Hvad har du arbejdet med på det seneste? 

Jamen i landskabsgruppen har vi oprettet et system, så vi altid kan agere bagvagter for hinanden. Det er jo egentlig lidt genialt at vi kan tage over for hinanden, fx ved sygdom eller når et projekt en gang imellem lider af lidt metaltræthed. Men på det seneste har jeg selv i en længere periode skulle være bagvagt for en kollega og derfor har jeg mest udført brandslukning – og sådan er det jo bare ind imellem som chef. 

Jeg har desuden haft øget fokus på salg i gruppen, fordi opgaverne ikke nødvendigvis lige lander for vores fødder af sig selv. I takt med at regeringen har meldt ud om, at boligselskaber skal effektivisere deres drift, leder bestyrelser, mestre, drift og administrationen efter steder, hvor der evt. kan spares. I den fase er de jo ikke klar på at søsætte noget, der koster penge. Det mærkes med det samme hos os, når der ikke er den store investeringstrang. Vi mærker, at de tænker fx.: ’vi venter lige et par år med at forny vores legepladser, vi udsætter projektet med nye belægninger’. Vi er derfor nødt til at gøre dem opmærksomme på, at det her er jo ikke noget, der løser sig selv. I er nødt til at oprette den belægning, så folk ikke falder og brækker benene, I er nødt til at renovere jeres legepladser, eller I er nødt til at plante nye træer. Det er en spændende opgave. 

Og så er der jo hele min overdragelsesfase. Jeg har været i DAB Landskab i 40 år og det er klart, at når man har været et sted så længe og imødeser sin udløbsdato, så kan det godt tage sin tid at pakke sammen 

Hvem eller hvad inspirerer dig? 

… det ved jeg ikke lige… Det inspirerer mig når hele gruppen er på tur og vi får set og diskuteret en masse løsninger. 

Hvilken udvikling ser du indenfor faget? 

Jeg finder det bekymrende, at landskabsarkitektfaget mange steder er gået hen og blevet sådan et slags appendix til rådgivende ingeniører og store arkitekttegnestuer. Det er også et problem, at der tilsyneladende ikke er så mange, der vil være ledere indenfor faget. Bestemme. Der mangler noget der. 

Og så synes jeg, at vi som fag har spillet fallit indenfor det kommunale område. Desværre. Der findes stort set ingen stadsgartnere, ingen landskabsarkitekter, der er chefer. Og det kan man se helt fysisk: Standarden falder rigtig mange steder. 

”Vi skal være mere synlige og må gerne blande os mere. Især i forhold til de store linjer, for eksempel nu her i forhold til Trepartsaftalen.” 

Jeg synes, at DL er kommet godt med de senere år og deltager også i offentlige debatter – fx. om planlægning i det åbne land, solceller, vindmøller. Det er meget positivt, at DL profilerer sig og bringer faget frem i medierne. Men jeg tror godt, vi kunne udbygge det endnu mere. Vi kunne godt have nogle PR-medarbejdere, som kunne gå lidt mere i clinch, når der bliver taget beslutninger på hele Danmarks vegne. Vi kunne godt udbrede mere deltagelse i den offentlige debat. Det åbne land er jo vores alle sammens. Nu skal der så plantes en masse skov rundt omkring. Der kan man godt være nervøs for, om der bare plantes efter den enkelte lodsejers eller kommunes forgodtbefindende? Så mister vi måske en masse gode udsyn, sigtelinjer og landskabelige træk, fordi der ikke er nogen til at hjælpe overordnet med at rådgive eller trække de store linjer. 

Det er en stor udfordring at få respekt omkring faget. Dengang man lavede råstofplanlægningen under amterne, var man mere opmærksom på, hvor der kan graves og hvordan skal der retableres efterfølgende. Man gjorde sig umage i regionsplanlægning. I dag plastrer man rask væk 150 hektar til med solceller som ser herrens ud de næste 40 år. 

Hvad ser du som største udfordring for landskabsarkitekturen i dag? 

Vi skal være mere synlige og må gerne blande os mere. Især i forhold til de store linjer, for eksempel nu her i forhold til Trepartsaftalen. Der er en masse landbrugsland, der skal laves om til skov. Hvem skal udpege alle de områder og beslutte hvor al den skov skal ligge? Der skal vi ind og blande os.