Unge arkitekter forener visioner om et nyt og grønnere Danmark med politisk aftale
AKTUELT / 05.03.25

Illustration fra konkurrenceprojektet "Lærdom fra Løkkeby" af Frode Hertzberg Heldaas, der er tildelt 1. præmien i konkurrencen Udsyn - ekstra
Nyuddannede arkitekter har skabt visioner i aktuel konkurrence for omlægning af landbrugsarealer på Langeland og nordvest for Odense. Vinderforslaget tager livtag med lokale konflikter og interessemodsætninger og kommer med konkrete forslag til, hvordan man kan omlægge landskabet ved Løkkeby på Langeland til vild og frodig natur. Konkurrencen er udskrevet af Arkitektforeningen og Danske Landskabsarkitekter og er støttet af Statens Kunstfond
Konkurrencen Udsyn ekstra er afgjort. Forslagene, der skulle tage udgangspunkt i ét af to udvalgte case-områder: Langeland og vandløbsoplandet til Lumby Strand nordvest for Odense, viser både realistiske og poetiske veje mod et grønnere Danmark og kommer på et tidspunkt, hvor anvendelsen af det danske landskab er til diskussion og under forandring.
Vinderforslaget, der tager udgangspunkt i landskabet ved Løkkeby på Langeland, fremhæves af dommerkomiteen for at tage de menneskelige dimensioner med i den grønne omstilling. En omstilling, der alt for længe har stået i stampe pga. fastlåste konflikter som natur versus landbrug samt økonomisk vækst versus fredning.
Arkitektforeningens forperson Johnny Svendborg, der er med i dommerkomiteen, udtaler om de indkomne forslag:
”Vi står overfor massive og komplekse biodiversitets- og klimaproblemer som fremtidens arkitekter, landskabsarkitekter og planlæggere skal forsøge være med til at løse. Samtlige indkomne forslag leverer en vision for 2050 – og med både kritiske toner i forhold til vores samtid, giver forslagene også et håb for en bedre fremtid for vores natur.”
Han uddyber:
”Fælles for samtlige forslag var en klar præmis om, at dansk landbrug skal omlægges til mindre animalsk produktion. At vandet skal tilbage i landskabet, og at vores byer og bosætning skal lære at tilpasse sig landskabet – ikke omvendt. I dommerkomiteen er vi meget imponerede over besvarelserne, og jeg håber, at kommunerne rundt omkring i hele landet vil lade sig inspirere af de unges visioner for en grønnere fremtid.”
Det er de to foreninger Arkitektforeningen og Danske Landskabsarkitekter, der har udfordret fremtidens planlæggere og landskabsarkitekter til at skabe visionære og bæredygtige løsninger for natur og bosætning. Vinderforslagene blev præsenteret ved et arrangement tirsdag den 4. marts i København.
Se hele dommerbetænkningen.
Lærdom fra Løkkebo – 1. præmien
Vinderforslaget, som nyuddannede arkitekt Frode Hertzberg Heldaas står bag, leverer en klar vision, der bygger videre på lokale naturgenopretningsprojekter og en mere optimal arealudnyttelse, der både tilgodeser behovet for dyrkning af fødevarer og etablering af mere beskyttet natur til glæde for lokale og turister.
Forslaget forholder sig til den aktuelle politiske virkelighed og lokale konflikter i forhold til omlægning af landbrugsjord til naturskov. Helt konkret viser Frode Hertzberg Heldaas, hvordan man lokalt kan arbejde med omlægning af landskabet ved Løkkeby på Langeland ved at udtage lavbundsjorde, få vandet tilbage og skabe nye enge, vådområder, skov og anden værdifuld natur.
Dommerkomiteen fremhæver bl.a. i sin bedømmelse af forslaget: ”Det er ingen kunst at forestille sig et fremtidigt landskab med mere vild natur. Det er vejen derhen, der for alvor kommer til at volde problemer. ”Lærdom fra Løkkeby” anviser ikke blot, hvor den nye natur kan vokse frem, og hvor vandet vil løbe, hvis det fik lov at løbe frit. Forslaget tager også livtag med alle de konkrete konflikter og komplicerede ejendomsforhold, som udgør den politiske spilleplade, hvorpå man skal tegne et nyt blå-grønt danmarkskort.”
2. præmien gik til forslaget ”Den Synkende Kyst” ved Lumby Strand nordvest for Odense af Anne Silberg Thomsen. Den delte 3. præmie gik til projekterne ”Dancing on the Edge” af Sophie Weihrauch Høg, Sophia Marie Brummendorf, Patrick Amiss Baucum og Omar Arafat Elsayed Abdelmobdy samt ”Vandets Veje” af Asbjørn Falck og Zoe George McQueen.

Illustration fra 1. præmieprojektet "Lærdom fra Løkkeby" af Frode Hertzberg Heldaas i konkurrencen Udsyn - ekstra

Illustration fra 2. præmieprojektet ”Den Synkende Kyst” ved Lumby Strand nordvest for Odense af Anne Silberg Thomsen i konkurrencen Udsyn - ekstra
Om konkurrencen Udsyn – ekstra
Udsyn ekstra er udskrevet af Arkitektforeningen i samarbejde med Danske Landskabsarkitekter med støtte fra Statens Kunstfond og henvender sig til studerende og nyuddannede medlemmer af de to foreninger.
Prisopgaven efterlyser gode eksempler på, hvordan arkitektfagene kan bidrage til en mere bæredygtig arealudvikling med udgangspunkt i principper for naturbaserede løsninger og langt mere plads til vild natur: Enge, vådområder, moser og mange andre naturtyper, som vi gennem flere generationer systematisk har fortrængt. Visioner for en ny alliance mellem vores bosætningsformer, dyrkningslandskaber, vand og naturressourcer. Inspirerende, nytænkende og bredt appellerende forslag til scenarier for 2050, hvor halvdelen af landarealet er reserveret til beskyttet natur i ét af to udvalgte case-områder: Langeland og vandløbsoplandet til Lumby Strand nordvest for Odense.
Dommerkomiteen i Udsyn ekstra valgte at uddele én førstepræmie, én andenpræmie og to delte tredjepræmier, offentliggjort ved ”Vandets Veje” arrangementet i Dreyers Fonds lokaler i Valencia den 4. marts 2025. Vinderforslaget og de tre øvrige præmierede forslag udstilles i Arkitektforeningens lokaler i København i løbet af foråret 2025, ligesom de vises på www.arkitektforeningen.dk og www.landskabs arkitekter.dk.
Projektet er en del af Agenda Earth, et større initiativ, der sætter ord og billeder på fremtidens byggede miljø og landskaber og skubber til de lovgivningsmæssige rammer, der skal muliggøre det. Initiativet drives af Arkitektforeningen og udvikles løbende i samarbejde med Dreyers Fond og Advokatsamfundet – og er støttet af Dreyers Fond.
Dommerkomité: Johnny Svendborg, Julie Lecuelle og Gertrud Jørgensen
Rådgiver for dommerkomiteen: Boris Brorman Jensen
Konkurrencesekretær: Mie Dyreberg Haldrup, Arkitektforeningen
Samlet præmiesum: 135.000 kroner
Nyheder

Plads til eventyr - H. C. Andersens Hus og Have, Odense / MASU Planning
Læs mere