Forest Urbanism – temadag om skoven i byen

AKTUELT / 03.07.23

Sletten i Holstebro. Fotograf Anders Busse Nielsen.

Danske Landskabsarkitekter afholder i samarbejde med Arkitektskolen Aarhus temadag om skoven i byen d. 22. september 2023

Skoven og skovrejsning er i fokus politisk, i samfundet, i landskabet, og ikke mindst i byudviklingen. Verdens første internationale konference om ‘forest urbanism’ blev afholdt i juni 2022 på KU Leuven Universitet i Belgien. Ved at tage tidligere ‘urbanismer’ op afspejler forest urbanism de udfordringer og målsætninger, der diskuteres blandt forskere, planlæggere og politiske beslutningstagere.

Derfor er der god grund til, at landskabsarkitekter og planlæggere deler gode danske erfaringer og giver inspiration til, hvordan byudvikling og skovrejsning kan berige hinanden. Og det er lige præcis det temadagens spændende program gør.

Temadagen er en fortsættelse af Danske Landskabsarkitekters fokus på nordiske skove i årets to første temanumre af Landskab og samtidig en fejring af den nye bog Woods go Urban.

Temadagen henvender sig til landskabsarkitekter, arkitekter, planlæggere, studerende og andre der ønsker at få:

  • Inspiration til integreret byudvikling og skovrejsning, og konkrete eksempler på hvad det kan betyde og hvordan det kan se ud i tid og rum såvel som på tværs af skala.
  • Ny viden og masser af inspiration til, hvordan landskabsarkitekturen kan bidrage til skovrejsning, så alle udviklingsfaser bliver meningsfulde, værdifulde og yndefulde.
  • Faglige diskussioner ude i de unge skove, der i dag giver visionen om Aarhus omkranset af Skov en landskabelig virkelighed, der bygger bro mellem forskellige discipliner, mellem by- og land, mellem planlæggere, designer og driftsfolk og mellem hverdagsliv og friluftsliv.

På temadagen kan du bl.a. møde Roland Gustavsson, professor emeritus ved Sveriges Lantbruksuniversitet Alnarp (deltagelse ikke bekræftet), Anders Busse Nielsen, landskabsarkitekt MDL, projektleder for skovrejsning i Naturstyrelsen og Stefan Darlan Boris, Landskabsarkitekt MDL, lektor ved Arkitektskolen Aarhus.


”Jag skulle önska att jag kunde lära danskaerna förstå att uppskatta sine skovbryn. Skogsbrynet är förutom horisonten och himlen det enda landskabselement, som i skala svarar till stor nutida bebyggelse, till trafikanläggningar och till de stadsenheter jag drömmer om. Skogsbrynen ärför Danmark vad sjöarna är för Finland, bergryggarna för Italien och floderna för Frankrike. Men framför de geologiska landskapselementen har skogsbrynen den fördelen, att de kan skapas av os och inom äverskådlig tid”.

Sådan skrev professor i landskabsarkitektur Sven-Ingvar Andersson i 1965, og vi tør godt love, at deltagerne tager hjem med masser af inspiration til at udforske skov og skovrejsning i deres planlægnings- og landskabsarkitektoniske praksis.


Tilmelding samt endeligt program følger på den anden side af sommerferien.

Tid: Den 22. september 2023
Sted: Aarhus Arkitektskole, Exners Plads 7, 8000 Aarhus og bustur til udvalgte skove.

Plads til kystsikring – Kystsikring og Strandbeskyttelse, Nørre Lyngby / NATOUR

Læs mere

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse af vores website. Ved at benytte vores website accepterer du brugen af cookies.

Cookiepolitik >