Årets uundgåelige fagudstilling, Have & Landskab, åbner for de gratis billetter

AKTUELT / 25.02.25

Stemningsbillede fra Have & Landskabs messe 2023 @ Have & Landskab

Årets historiske udgave af Have & Landskab på Ledreborg Slot finder sted den 3.-5. september, og nu åbnes der for de gratis billetter. Den faglige udstilling, præget af både entusiasme og nødvendighed, samler hele 210 udstillere, som allerede har sikret sig en plads på Slotspladsen, Engen, Amaliehaven eller et af de øvrige 10 udstillingsområder

Med hele 210 udstillere, er der intet, der tyder på, at tilstrømningen er ved at stilne af, fortæller Have & Landskabs bestyrelsesformand, planteskoleejer Joel Klerk.

Derfor er han både glad og stolt over officielt at kunne åbne for billetterne til Have & Landskab ’25.

”Der er brug for et samlingspunkt, for udfordringen for landets grønne fagfolk er ikke længere ”blot” grøn omstilling. Vi står snarere overfor altings omstilling, og derfor er årets udstilling en helt uundværlig chance for at mødes og se hinanden i øjnene, opleve produkterne og tale sammen om løsningerne. Derfor ser jeg ikke blot Have & Landskab ’25 som en oplagt chance for branchens fagfolk – jeg ser den som en nødvendighed,” fastslår Joel Klerk, der er Danske Planteskolers repræsentant i Have & Landskabs bestyrelse.


”På Have & Landskab er alting ét sted”

Hans Brodersen – uddannet skovarbejder og i dag kirkegårdsleder i Randers kommune – har allerede bestilt sin billet til årets Have & Landskab. Han var aldrig i tvivl om, at han skulle afsted igen i år, selvom han har været på Have & Landskab mange gange i træk.

”Det er det eneste sted, hvor jeg kan se al udstyret til park og kirkegård, men også inventar og belægninger og selvfølgelig alle maskinerne. Hvis jeg skal have samme overblik, skal jeg jo have inviteret en hel vifte af leverandører ud til kirkegården, men på Have & Landskab er alting ét sted, og jeg kan få overblikket på én dag, se og røre og straks tage dialogen,” siger Hans Brodersen.

Helt konkret er han i år på udkig efter robotklippere og måske også en ny minidumper. Men i lige så høj grad kommer han for at få de aha-oplevelser, som altid er en del af Have & Landskab.

”Du bliver jo altid overrasket. Derfor er Have & Landskab virkelig en fordel, for på nettet kan du jo kun søge efter dét, du kender. Men innovationen foregår overalt og hurtigere og hurtigere, og på Have & Landskab opdager du pludselig, at den løsning, som du gik og manglede, rent faktisk eksisterer,” pointerer Hans Brodersen.


”Alle fagfolk indenfor vores branche kommer”

En af de 210 udstillere, som allerede har købt stand, er maskinproducenten Egholm A/S. Der var nemlig ingen chance for, at virksomheden ville blive væk fra Have & Landskab i år, fortæller Egholms Salgschef for Skandinavien, Jan Lysholt.

”Beslutningen var let, for alle fagfolk indenfor vores branche kommer. Samtidig oplever vi, at Have & Landskab er blevet så stor, at de svenske gæster også er begyndt at dukke op. Og da vi sælger både herhjemme og internationalt, er udstillingen et vigtigt sted at fremvise vores produkter,” fortæller han.

Desuden er 2025 et særligt år for Egholm A/S. Her er det nemlig 30 år siden, at virksomheden debuterede med sin første maskine – den siden velkendte 2100-serie af redskabsbærere – og det kommer til at kunne mærkes på Ledreborg Slot.

”Vi har en stand på over 1.000 m2 og kommer til at give den max gas i forbindelse med vores jubilæum. Og det er jo også anledning til at invitere fagfolkene ind og tage snakken om deres hverdag og udfordringer, for det er sådan, vi alle sammen bliver klogere,” understreger Jan Lysholt.


Du kan hente din gratis billet til Have & Landskab ’25 her



Have & Landskab ’25

Fagudstillingen Have & Landskab finder sted i ulige år. Næste udstilling finder sted på Ledreborg Slot 3. til 5. september 2025 kl. 09:00-16:00 alle tre dage og er gratis at deltage i for fagfolk.

Er du interesseret i at udstille på HL25, kan du læse mere i salgsbrochuren HER og bestille stand HER

Have & Landskab er ejet og arrangeret af branchens fire centrale aktører: Danske Anlægsgartnere, Maskinleverandørerne – park, vej og anlæg, Danske Planteskole og Københavns Universitets Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning.

Første udgave af Have & Landskab blev afholdt i 1992. Næste udgave blev afholdt i 1995 og siden da har udstillingen været afholdt i alle ulige år. Fra 1992 til 2001 blev Have & Landskab afholdt et nyt sted i landet hver gang, men fra 2003 til og med 2023 havde udstillingen til huse ved ZBC Jernbjerggaard i Slagelse.

Udstillingen havde 278 udstillere og 11.661 besøgende til sidste udgave i 2023. Læs mere om Have & Landskab på www.haveoglandskab.dk og følg med på udstillingens profiler på Facebook, LinkedIn og Instagram

Stemningsbillede fra Have & Landskabs messe 2023 @ Have & Landskab

Johansens Planteskole

Plads til bynatur – Skovbrynet Basecamp, Lyngby / Kragh & Berglund

Læs mere

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse af vores website. Ved at benytte vores website accepterer du brugen af cookies.

Cookiepolitik >