OPEN CALL: FOLKEMØDET OG KLIMAFOLKEMØDET
AKTUELT / 05.03.25

Folkemøde Bornholm 2024 på Nature Base i debatten VI KAN IKKE FORTSÆTTE SOM VI PLEJER. Fra venstre: Torben Dam, Per Bro, Astrid Aller (SF) og Stephan Gustin. Moderator: Jan Støvring. @ Lillan Thomsen.
Hvordan kan vi som landskabsarkitekter påvirke dagsordenen, styrke vores position og sætte vores viden i spil? Vi har brug for din hjælp til at formidle fortællinger om det åbne land, energilandskaber, CO2-forbrug, lavbundsjorde, biodiversitet, trepartsaftalen og meget mere. Denne dagsorden er vi selvfølgelig ikke ene om. På Folkemøde Bornholm 2024 var der omkring 40 oplæg på hvert af ovenstående emner. Danske Landskabsarkitekter havde masser af succes med en række gode indlæg på Folkemødet 2024 i et stærkt partnerskab med Nature Base. Men hvad skal der til for at vores viden slår endnu stærkere igennem? Og for at vi også kommer ud til flere end til dem der lige står foran vores scene?
Open Call er sendt ud af Stephan Gustin, bestyrelsesmedlem Danske Landskabsarkitekter og bringes desuden i Landskab #2/2025 som udkommer den 28. marts.
Landskabsarkitekterne har momentum
En meget stor del af vores professionelle virke, hvad end man arbejder i kommuneregi, inden for forskning eller på en privat tegnestue, beskæftiger sig med disse højaktuelle emner. Det er bydende nødvendigt at finde løsninger for samfundet og hele planeten. Vores fag bidrager til disse løsninger, binder tingene sammen og skaber helheder, der peger fremad. Og med årets to events i hhv. Middelfart og på Bornholm, står vi med en unik mulighed for at byde ind med hvilke løsninger som vi i fællesskab skal gå efter.
Danske Landskabsarkitekter forventer at deltage på både Folkemøde Bornholm 2025 fra 12.-14. juni i Allinge og på Klimafolkemødet 2025 fra 28.-30. august på KulturØpladsen i Middelfart. I år skal vi finde en ny form, skabe heftige debatter og tiltrække os både opmærksomhed og gode folk. Vi vil gerne sigte efter flere niveauer i dialog med det politiske og det administrative lag, der skal udmønte tre-parts-aftalen til virkelighed og bliver hverdagens helte. Det er fagfolk i landets kommuner og tegnestuer, der kobler tanker til virkelighed.
Har du en god ide, vil du gerne hjælpe, kender du en oplagt debatdeltager eller vil du invitere os med til din debatscene – så er det NU.
I løbet af de næste måneder laver vi i Danske Landskabsarkitekter en god plan for deltagelse og formidlingsstrategi – og selvfølgelig hvordan vi bringer fagets dagsorden forrest.
Hvad søger vi?
- En god scene, hvor Danske Landskabsarkitekter kan spille med i et samarbejde?
- En politiker der kærer sig for landskabet? Eller vil du blot gerne stille nogle kritiske spørgsmål til én fra Folketinget?
- En eventmager, eller har du gode ideer til hvordan vi skaber en anderledes scene i et format, der kan tiltrække opmærksomhed….
- Fire stærke overskrifter, der trækker folk til?
- Eller står din organisation allerede med platformen på et af Folkemøderne og mangler en skarp debattør med klare budskabet fra faget – så stiller Danske Landskabsarkitekter gerne op til relevante debatter.
Kontakt Danske Landskabsarkitekters sekretariat på [email protected]
eller bestyrelsesmedlem Stephan Gustin på [email protected]
Nyheder

Plads til bynatur – Skovbrynet Basecamp, Lyngby / Kragh & Berglund
Læs mere