Prisbelønnet catalansk landskabsarkitekt besøger Danmark
AKTUELT / 05.02.25

Marti Franch Battlori
Som optakt til Danske Landskabsarkitekters generalforsamling d. 28. marts har vi inviteret den prisbelønnede catalanske landskabsarkitekt Martí Franch Battlori til Danmark til at fortælle om sit arbejde i en sjælden masterclass, under overskriften TIME LAPSES research through ongoing practice
Martí Franch arbejder primært i Sydeuropa, og hans tegnestue Estudi Martí Franch (EMF) ligger i Girona, Spanien.
Landskabs redaktionsudvalg besøgte Franch i 2024. Her skriver Christina Capetillo i sin leder;
”Den catalanske landskabsarkitekt Martí Franch og hans tegnestue EMF, har bl.a. nytænkt pleje og vedligeholdelse i det store landskabsprojekt Girona´ s Shore, der sammenkobler byens grønne områder for meget få midler, ligesom de har ryddet en tidligere turistbadeby ved Costa Brava og genoprettet naturen”.
Det første projekt EMF stod i spidsen for, og som tiltrak sig større international opmærksomhed, var netop ombygningen og rydningen af det nedslidte feriecenter på den Iberiske halvøs østlige punkt ved naturparken Cap de Creus. Tegnestuen har desuden stået for at omorganisere bredderne på floden Têt i Perpignan i Frankrig og for de offentlige haver i Can Framis i distrikt 22 i Barcelona.
Følsom og nysgerrig arkitektur
Martí Franch har fået en række priser for sit arbejde. Han har bl.a. vundet LILA – Landezine International Landscape Award i 2016. Her blev hans arbejde karakteriseret som følsomt, nysgerrigt, fleksibelt og integreret i sin måde hvorpå han håndterer udfordringer med plads, miljø og sociale vilkår.
Martí Franch Batllori er uddannet landskabsarkitekt fra Greenwich University og gartner fra ESAB i Barcelona. Han er grundlægger og direktør i EMF, som er et fællesskab af eksperter inden for områderne bydesign og miljøløsninger. Han er kendt for at have stor respekt for skandinaviske byer og landskabsarkitektur.
”Når det gælder skandinavisk landskabsarkitektur og arkitekter, beundrer jeg C. Th. Sørensen, Jeppe Aagaard Andersen og Malene Hauxners bøger. Og så kan jeg virkelig godt lide Utzon på grund af hans intime relation til landskaber” fortalte Martí Franch, da han tilbage i 2018 besøgte den danske konference Byens Gulv.
Estudi Martí Franch har bl.a. vundet:
- LILA – Landezine International Landscape Award i 2016
- Catalonia Responsible Tourism Award i 2013
- Qualitat Ebrenca – award for outside urban intervention i 2013
- ASLA – American Society of Landscape Architects’ hæderpris i 2012
- FAD – Festival of Arts and Design awards finalist “City and landscape”, BCN i 2012
- Rosa Barba European Landscape Prize fra det 7. Europæiske Biennale for Landskabsarkitektur i 2012
Sæt kryds i kalenderen d. 28. marts 2025, hvor vi også holder den årlige generalforsamling. Masterclassen er gratis men tilmelding er nødvendig. Tilmeldingen er seperat fra generalforsamlingen.
Tid, sted og tilmelding
Tid: Fredag d. 28. marts 2025, kl. 15.45 – 16.30
Sted: Arkitektskolen Aarhus, Exners Plads 7, 8000 Aarhus C
Tilmelding: Tilmeld via dit medlemslogin her
Masterclassen afholdes af Aarhus Arkitektskole og Danske Landskabsarkitekter i samarbejde og Arkitektskolens studerende er velkommne.

Club Med ved naturparken Cap de Creus af Estudi Martí Franch @ Pau Ardävol
Nyheder

Plads til eventyr - H. C. Andersens Hus og Have, Odense / MASU Planning
Læs mere