Bevar den toårige kandidatuddannelse i landskabsarkitektur

af Emilie Kjeldsen Kjær, bestyrelsesmedlem i Danske Landskabsarkitekter. På vegne af Landskabsarkitekternes Forening (DM), Danske Arkitektvirksomheder, Arkitektforeningen, Forbundet for Arkitekter og Designere, Dansk Byplanlaboratorium og Danske Landskabsarkitekter.

Det åbne brev er bragt i Uniavisen d. 2. juli og KU´s prodekan har svaret med kort replik. Læs debatindlæg og replik her.

Landskabsarkitekterne er i centrum, når klima-, biodiversitets-, og ulighedskriserne skal adresseres. Og i takt med at kompleksiteten af landskabsfagets arbejds- og forskningsområder øges, er det vigtigt at fastholde en høj kvalitet i kandidatuddannelsen i landskabsarkitektur på Københavns Universitet.

Vi befinder os midt i klimaforandringer, der manifesterer sig med skybrud, globale varmerekorder og oversvømmelser. Forskere fra Stockholm Resilience Centre har dokumenteret, at vi har overskredet seks af de ni planetære grænser, der er afgørende for klodens velbefindende.

Dertil kommer, at kampen om arealerne er spidset til: I den for nyligt publicerede Danmarks fremtidige arealanvendelse påpeger Klimarådet, at vores arealer på en og samme tid skal tilgodese klimaet, vandmiljøet, biodiversiteten, skovene, drikkevandet, økologi, omstillingen til vedvarende energi samt fødevare- og biomasseproduktionen. Til disse arealanvendelser kan der tilføjes kystsikring, rekreative og aktivitetsomfavnende byrum, og trygge, inkluderende uderum, der sikrer den sociale sammenhængskraft.

Landskabsarkitekter løser komplekse problemstillinger

Løsningerne på mange af de ovenstående udfordringer findes i landskabet mellem bygningerne og i landområderne mellem byerne – derfor er det i høj grad landskabsarkitekterne, der udvikler konkrete løsninger på disse problematikker. Landskabsarkitekternes afgørende rolle understreges også i Udfordringsbillede for en kommende arkitekturpolitik, som Kulturministeriet for nyligt publicerede.

Da samspillet mellem de aktuelle kriser samtidig øger kompleksiteten af landskabsarkitekternes virke, er det direkte kontraproduktivt at forringe kandidatuddannelsen landskabsarkitektur på Københavns Universitet (KU), hvilket kan blive konsekvensen af regeringens reformudspil.

I dag er kandidatuddannelsen i landskabsarkitektur en femårig specialisering i metodisk problemløsning inden for strategisk og fysisk planlægning, som sætter de studerende i stand til at håndtere de store samfundsmæssige problemstillinger inden for klima-, biodiversitets- og ulighedskrisen. I løbet af kandidatuddannelsen tilegner de studerende sig en bredt funderet viden indenfor de tekniske, designmæssige, naturvidenskabelige og humanistiske områder.

Landskabsfagets stigende kompleksitet kræver tid til tillæring af viden og kundskaber, førend kandidaterne kan bringe deres læring metodisk i spil. Meget af denne metodiske læring foregår som trial and error, hvilket netop kræver tid til fordybelse, løbende afprøvninger og opbygning af erfaringer. Samtidig skal de studerende trænes i at arbejde tværfagligt, for den grønne omstilling kræver fagpersoner, der på én og samme tid både evner at arbejde med omfattende problem­stillinger og evner at arbejde på tværs af fagdiscipliner. Den femårige landskabsarkitektuddannelse på KU træner i høj grad de studerende i begge dele.

Forringet kandidatuddannelse vil skabe skævvridning

Stort set alle landskabsarkitekter, der er uddannet i Danmark og ansættes i privat eller offentligt regi, har en femårig kandidatuddannelse bag sig. Hvis kandidatuddannelsen i landskabsarkitektur på KU skæres med et år, opstår der en skævvridning i forhold til sammenlignelige kandidater fra andre uddannelsesinstitutioner Det får både konsekvenser for kandidaternes arbejdsopgaver, på løndannelsen og for deres fremtidige arbejdsgivere – det tjener ingen, at der opstår et landskabsfagligt A og B-hold.

Inden for uddannelsesområdet har hovedparten af EU’s medlemslande tilsluttet sig Bolognadirektivet for at sikre sammenligningsgrundlaget af de forskellige uddannelser, arbejdskraftens mobilitet og kvalitetssikring af uddannelserne. Bolognadirektivet definerer, at arkitekturuddannelsen enten omfatter et femårigt fuldtidsstudium ved et universitet eller tilsvarende læreanstalt eller et fireårigt fuldtidsstudium ved et universitet eller tilsvarende læreanstalt samt to års praktik.

IFLA (International Federation of Landscape Architects) er den internationale sammenslutning af landskabsarkitekter og følger Bologna-direktivets definition af et uddannelsesforløb for landskabsarkitekter. Det medfører, at en etårig kandidatuddannelse i landskabsarkitektur ikke kan anerkendes i en international kontekst. Det betyder, at den fri bevægelighed hvad angår udvekslingsophold – både de KU-studerendes muligheder for et udenlandsk udvekslingsophold og optaget af udvekslingsstuderende fra andre lande på KU – bliver problematisk. Hertil kommer, at de færdiguddannede kandidater ikke automatisk bliver kvalificeret til at arbejde som landskabsarkitekt i lande som for i eksempel Tyskland, hvor der er større krav til uddannelsesniveauet.

En forkortet kandidatuddannelse er i direkte modstrid med Bolognadirektivet og hermed IFLA’s regler. Det er svært at forestille sig et scenarie, hvor branchen er i stand til – eller ønsker at påtage sig – at løfte uddannelsen gennem toårige praktikforløb. Det er ligeledes vanskeligt at forestille sig, at KU kan sikre, at læringsmålene opnås, hvis en stor del af uddannelsen konverteres til praktik ude i virksomhederne. Derfor må det forventes, at en forkortet landskabsarkitekturuddannelse på KU i alle henseender bliver langt mindre attraktiv end den er i dag.

På mange måder har landskabsarkitekterne, både nationalt og internationalt, momentum i disse år. Det skyldes i høj grad, at landskabsarkitekter forholder sig til de samfundsmæssige udfordringer – hvilket de blandt andet er i stand til qua deres solide kandidatuddannelse.

I Danmark har vi brug for stærke og anerkendte uddannelser inden for mange forskellige fagområder. Vi anerkender, at KU er blevet stillet overfor en særdeles utaknemlig og vanskelig opgave med hensyn til at skulle sortere i, hvilke uddannelser, der skal forkortes, og hvilke der går fri. På baggrund af ovenstående opfordrer vi ikke desto mindre KU’s ledelse til at bevare kandidatuddannelsen i landskabsarkitektur i dens eksisterende toårige omfang.