Torben Dam

Landskabsarkitekt MDL Torben Dam er lektor og studieleder ved Københavns Universitet

Forskellige træer i et grid i Landschaftspark Nord i Duisburg, foto fra 2001, er en original og vidunderlig løsning, som stadig virker i 2017.

Virksomhed: Sektion for Landskabsarkitektur og Planlægning, Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, Københavns Universitet
Lokation: Frederiksberg
Antal medarbejdere: 70/600/12000

Interview af Tine Gils, DL studentermedhjælp, juni 2017.

Torben Dam, landskabsarkitekt MDL, lektor og studieleder ved Københavns Universitet

Hvad arbejder du med for tiden?

Som studieleder arbejder jeg i øjeblikket med at få tilstrækkeligt med undervisere på de kurser, der starter efter sommerferien og med ændringer i studieplanen for hele næste studieår. Der er løbende behov for tilpasninger af uddannelsen, blandt andet på grund af fremdriftsreformen og fordi vi hele tiden gerne vil forbedre kurserne og landskabsarkitektuddannelsen indholdsmæssigt og pædagogisk. Derudover arbejder jeg sammen med en gruppe studerende, Danske Landskabsarkitekter og Landskabsarkitekternes Forening på en specialeudstilling i Brøndsalen i Haveselskabets Have fra 1-12. oktober. Her vil en hel årgang af landskabsarkitektstuderende fra KU vise erhverv og offentlighed, hvordan de har valgt at afslutte deres uddannelse. Som lektor underviser jeg også stadig på to kurser: Planter og teknologi og Landscape Studio.

Torben Dam

Landskabsarkitektstuderende har en god fornemmelse for steder, her en sjov Biergarten i Berlin.

”Jeg mener godt, vi kan arbejde med tætte byer, men så må man starte med friarealerne”

Inden for forskning har jeg fornylig været med til at skrive tre videnskabelige artikler om permeable befæstelser, som indgår i en ph.d. af Jan Støvring, og så arbejder jeg på en artikel om græsplæner. Artiklen skal publiceres i det kunsthistoriske tidsskrift Periskop, i et temanummer om relancering og genlæsning af kunstværker, og bruger græsplænen som emne. Nogle epoker har haft særligt fokus på græsplænen – på godt og ondt. G.N. Brandt introducerede ’Den kommende have’ med græsset som et af de allervigtigste elementer. Hans idé var at erstatte 25% grus med græs, så man kunne opholde sig på græsset og få en sand naturoplevelse. Brandt skrev: ”Man skal kunne gå med bare tæer i plænen og nyde følelsen af blomstrende bellis”. Så hans græsplæne i 30’erne, hvor der for øvrigt ikke var udviklet plænegræs endnu, var altså lidt anderledes end den græsplæne vi kender i dag. Jeg prøver også at forholde mig til biologernes kampagne mod græsplæner.

Jeg skal også formidle, og det gør jeg bl.a. ved for femte gang at planlægge konferencen Byens Gulv og ved at arbejde som konsulent, senest ifm. en konkurrence om Levantkaj, hvor jeg arbejdede sammen med COBE og Schønherr om et projektforslag.

3000 år gamle gravfelter i Småland fortæller historie og giver terrænet relief.

Hvad eller hvem inspirerer dig?

Noget af det, der inspirerer mig, er løsninger, der er smukke og logiske, samt indholdsrige processer, hvor der sker noget i alle faser. Og det behøver ikke være skabt af designere eller landskabsarkitekter. Det kan også være skabt i en tradition. Det, synes jeg, er vildt fascinerende. Sådan nogle løsninger, der er smukke, enkle og brugbare, og hvor vi også kan følge med i den viden, der ligger til grund for løsningerne. Når jeg fornemmer, hvordan de blev skabt – et eller andet kreativt element, der kombinerer uventede ting eller vender noget på hovedet, så løsningen er helt rigtig – det er nok det, der grundlæggende inspirerer mig mest.

Gå ikke videre! Sekimori-ishi. En diskret og fin måde, dybt integreret i japansk kultur.

Hvilket udbytte skal andre mennesker have af dit arbejde?

Mit arbejde består af undervisning, forskning og formidling. Mht. undervisningen skal de studerende møde og bruge nye standpunkter og finde egne løsninger frembragt gennem kreativt arbejde. Det er det, jeg synes, vi arbejder for, og det gælder alle facetter af vores arbejdsfelt som landskabsarkitekter: program, koncept, projektering og drift. Mht. forskningen er der flere videnskabelige undersøgelser, der peger på, at professionelle landskabsarkitekter undsiger og undgår forskningspublikationer, fordi det er for indviklet og kedeligt. Det synes jeg er ærgerligt. Forskning er ny viden, og faktisk også noget mere. I videnskabeligt arbejde sidestiller man sit arbejde med andres, og det mener jeg er et spændende perspektiv for hele faget. Tænk hvis alle ”nyheder” blev sammenholdt med andres arbejde og erfaringerne blev høstet over et langt bredere felt. Så får man faktisk også lige kigget ud i verden og set, at andre også har haft fat i tilsvarende problemstillinger. Udbyttet af mit formidlingsarbejde skulle gerne være, at vi problematiserer og sætter viden og løsninger ind i sammenhænge. Professor Lars Qvortrup taler om verdensviden, altså viden i kultur, historie og traditioner og med et gammelt ord: dannelse. Dannelse hænger sammen med at relatere sit arbejde til omverdenen, som jeg snakkede om før. Man skal altså forstå kulturer for at få svar på det konkrete – ligesom den konkrete viden hænger sammen med forståelsen af det arkitektoniske problem.

Camp Rolighed bygget i Dreamcity på Roskilde Festival af landskabsarkitektstuderende med et drive, der gør en glad og forhåbningsfuld.

Kirsebærblomstring. Den japanske fascination og nydelse af kirsebærtræets blomstring er uden sidestykke i forhold til opmærksomhed – hvordan fascineres danskere?

Hvad ser du som største udfordring for landskabsarkitekturen i dag?

Den største udfordring er at holde fast i det, jeg kalder landskabsarkitekturens kerne. Vi bevæger os tit ude i periferien af det, der er vigtigt, fordi der noget, vi skal finde ud af, eller der er noget eller nogen, vi bliver nødt til at forholde os til. På den måde bliver udsvingene fra kernen tit store, og vi kommer nogle gange så langt væk fra kernen, at vi mister kontakten med den. Vi kan miste kontakten i store og små sammenhænge, i min verden f.eks. undervisning, studenterprojekter og forskning. Det er nemt at skaffe forskningsmidler til emner, der optager forskningsstyrelser og fonde. Undersøgelse af landskabsarkitektur og emner af stor betydning for det landskabsarkitektoniske virke kan derimod være svære at finde penge til, hvis det fx ”bare” handler om bynatur eller buske. I praksis bliver emnerne ofte hægtet op på styrelsers og fondes aktuelle fokusområder som f.eks. bæredygtighed eller klimatilpasning, og dermed med bliver selve den faglige kerne ofte ret udvandet. Og pludselig tager et nyt tema over, og så er den faglige diskussion et helt andet sted.

Man kan også miste forbindelsen til kernen på en anden måde. Jeg kan huske, at Per Stahlsmidt, da han underviste mig på landskabsarkitektuddannelsen i slutningen af halvfjerdserne, påpegede det pudsige ved, at man i landskabsarkitektkredse var velorienterede omkring byplanlægning, bygningsarkitektur og ingeniørarbejde, men faktisk stod ret famlende overfor når man skulle lave en park, som må siges at være landskabsarkitektens kernearbejde. Vi orienterede os mod alle de andre og glemte næsten os selv. Det ændrede sig heldigvis i slutningen af firserne, hvor landskabsarkitekter faktisk fik fat i landskabsarkitekturen igen.

De gamle landbrugskulturer rummer så megen fortælling og æstetik, her er en løveng fra Granvin ved Hardangerfjorden.

Fransk pavé: smalle brostenveje som landbrugets arbejdsveje og udødeliggjort inden for cykelsporten, et stop på en studietur undersøger tekstur og kontekst.

Hvilken udvikling ser du indenfor faget?

I dag har vi tegnestuer der vinder konkurrencer og faktisk styrer processen med helhedsorienterede synsvinkler. Det er en udvikling som er drønhamrende spændende.

En anden udvikling er, at vi har så forfærdelig travlt samtidig med, at vi skal bygge både tæt, energieffektivt og ofte inden for en stram projektøkonomi. Vi bygger faktisk så tæt, at der ofte ikke er plads til de grønne områder og bynatur. Det er et problem, fordi bynatur på små arealer nemt udvikler sig til at blive et intensivt gartnerisk arbejde, eller vildnis med to grove ukrudtsarter. Jeg mener godt, vi kan arbejde med tætte byer, men så må vi starte med friarealstrukturen og sikre plads til træer og bynatur, læ og god solorientering. Bagefter kan gader og bygninger integreres – og ikke omvendt. Det vil sikre en levende by hvor mennesker lever og trives. Den udvikling, der dikterer bæredygtighed og energieffektivitet kræver, at vi tænker i sammenhænge. Bypolitik, byplaner og lokalplaner, projekter, detailprojektering, det menneskelige rum – hele vejen mellem alle instanser skal det passe sammen, ellers lykkes det ikke. Det nytter ikke, at vi vil skabe tætte byer, hvis vinden suser rundt om hjørnet med 15 sekundmeter eller højhusene skygger for ophold i de bedste byrum.

Hvad bør landskabsarkitekter blive bedre til?

Vi bør blive bedre til at tro på vores ideer og koncepter og til at bruge tegningen som et arbejdsredskab og ikke kun et kommunikationsværktøj, der kommer i brug, når vi har tænkt os til en løsning. Tegningen skal bruges til at undersøge processer med glæde, vilje og kritisk distance. Vi skal reagere på det tegnede og finde den gode løsning. Tegningen er her ment i bred forstand som både håndskitser, CAD, illustrationer og modeller. En hollandsk kollega Noel van Dooren har i sin ph.d. vist, at tidsdimensionen stort set aldrig er med i projekter – heller ikke når det handler om landskaber med skove og overdrev. Det skal vi blive bedre til. På landskabsarkitektuddannelsen har vi fokus på tre emner, som vi selv gerne vil blive bedre til – bynatur, plantevækst og terræn. Det er ikke nok med billeder af natur, en cirkel med en prik i centrum kræver mere fortælling om vækst, og hvordan kan man arbejde med terræn, når terrænkurver er fraværende?

Hvad drømmer du om at udrette i dit arbejdsliv?

At skabe grundlaget for god landskabsarkitektur gennem undervisning, forskning og formidling og at opleve at andre studerende og landskabsarkitekter også mærker glæden, når et emne eller en løsning falder på plads i kombinationen af tusind ting: struktur, tanker, ønsker, viden, referencer, skitsering osv.

Yngste medlem af mine 6 børnebørn, Kalle, oplever en klassiker inden for småbørnsspisning: flyvemaskinen.

Plads til eventyr - H. C. Andersens Hus og Have, Odense / MASU Planning

Læs mere

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse af vores website. Ved at benytte vores website accepterer du brugen af cookies.

Cookiepolitik >