"Det er altid spændende, med nye projekter, om fjeldet ligger 10 cm eller 10 meter under overfladen"

- Thomas Werth

Virksomhed: Dronninga Landskap
Lokation: Oslo 
Antal medarbejdere: 16
Uddannet fra: Københavns Universitet i 2012

Interview af Tine Gils, landskabsarkitekt mdl, november 2018

Thomas Werth, landskabsarkitekt mdl, arbejder på den norske tegnestue Dronninga Landskap i Oslo

Hvorfor beskæftiger du dig med landskabsarkitektur?
Jeg kan godt lide blandingen af det naturvidenskabelige og det kreative. Især arbejdet med planter og vand, synes jeg, giver en ekstra dimension, det er jo særegent ved vores fag ift. bygningsarkitekturen. Kontrasten mellem de konstante og mere dynamiske elementer er spændende, og det er noget, jeg prøver at prioritere, i de projekter jeg arbejder med.

Du arbejder i Norge, hvordan er du endt der?
Det er den klassiske historie, i hvert fald blandt mange andre danskere, jeg møder heroppe. Jeg har en norsk kæreste, der var på udveksling i København, så da jeg var færdig med studiet, var det nærliggende at søge job i Oslo. På det tidspunkt var det svært i Danmark, som nyuddannet, at komme ud på arbejdsmarkedet. Ved en DL-arrangement i København mødte jeg Rainer Stange, som er en af partnerne i Dronninga Landskap. Så var jeg til en samtale heroppe, og på vej tilbage til lufthavnen blev jeg ringet op og spurgt, om jeg kunne tænke mig at arbejde hos dem. Jeg startede i februar 2012 og har været her siden.

Tror du, der er forskel på at arbejde som landskabsarkitekt i henholdsvis Norge og Danmark?
Rent samfundsmæssigt er vi jo ret ens, og jeg synes godt, der kunne være meget mere samarbejde i Norden - det er jo ofte de samme udfordringer vi står overfor. Men landskabet, vi arbejder i, er en kontrast til det danske mht. skala, men også topografien. Det er i hvert fald aldrig et problem at få vandet til at løbe heroppe! Der kan være ganske store terrænforskelle i vores projekter. I øjeblikket har vi et boligprojekt, centralt i Oslo, hvor der er over 20 meters forskel fra den ene ende af tomten til den anden! Jeg synes, det er noget af det smukkeste, når man kan klare at få landet et projekt i det dér dramatiske terræn.

Forekomsten af fjeld kan både være en udfordring og en gave. Det er altid spændende, med nye projekter, om fjeldet ligger 10 cm eller 10 meter under overfladen. Kvaliteten af det kan også variere, nogle gange er det så fast, at du kan bevare det og gøre det til et vigtigt element i projektet, andre gange er det så porøst, at det begynder at forvitre, så snart det kommer op til overfladen. Der er stor forskel på typen af fjeld. Ofte er det meget billigere at tilpasse projektet end at sprænge fjeldet væk, og som dansker kan man godt synes, at det er lidt eksotisk. Vi prøver altid at få lidt af geologien ind i projektet.

Hvad arbejder du med for tiden?
Jeg arbejder stadig med nogle af de projekter, jeg startede med i de første år heroppe. Man får et særligt forhold til de projekter man har fulgt igennem flere faser. Jeg har netop afsluttet Kirkeparken i Tromsø (som ligger på den anden side af Polarcirklen) omkring den gamle Domkirke samt de tilstødende gader. Det er sådan en type projekt, hvor der har været meget strenge krav til projekteringen, fordi vi har arbejdet på en gammel middelalderkirkegård i den historiske bykerne. Vi har skulle dokumentere alt, herunder udarbejde en omhyggelig graveplan, hvor vi har redegjort for hver kubikcentimeter jord vi har berørt. Vi har haft en tæt dialog med Riksantikvaren, Fylkeskonservatoren og Norsk institutt for kulturminneforskning. Der dukkede bl.a. flere skeletter op på byggepladsen, det var selvfølgelig ikke helt uventet, men den slags sker jo ikke i mange projekter. De fleste blev nænsomt dækket til igen, og de få, vi har måtte flytte, er blevet begravet på ny. Et af kravene i projektet var, at vi ikke måtte sænke terrænet, vi skulle holde de eksisterende terrænhøjder, eller hæve dem. Der har ligget kirke her i mange år, den første blev etableret i Middelalderen, men den gamle park, havde der ikke har været gjort noget ved i mange år. Nu har vi løftet den og de omkringliggende gader ind i det nye årtusinde.

Et andet projekt, jeg har fulgt fra start, er et boligprojekt der hedder Førstehjemsboligerne på Furuset, der var indstillet til Oslos arkitekturpris her i sidste uge - vi var blandt de tre finalister. Det er et fysisk, socialt og økonomisk bæredygtigt boligprojekt som består af 36 mindre boliger, fra et- til treværelses lejligheder, som er forbeholdt unge voksne, der skal ind på boligmarkedet. Boligpriserne heroppe er ret voldsomme, så idéen med projektet var at skabe mindre boliger for folk, der er vanskeligere stillet end andre, fx flygtninge eller folk, der har haft det lidt svært i livet. Kommunen står for tildelingen boligerne.
Det landskabelige greb har været at bruge den gamle have, der lå der i forvejen, som et socialt møde- og opholdsrum, så beboerne, med deres forskellige baggrunde, havde et mødested. Vi har bygget videre på haven og suppleret med en masse spiselige vækster som urter og blomster, bærbuske og frugttræer. Vi har også lavet en lille bog, man får udleveret, når man flytter ind, om den vegetation man finder i haven og lidt enkle opskrifter. Vi håber, det kan inspirere til at bruge den nye have. I tillæg prøver man også få beboerne til at bruge cyklen og offentlig transport. Normalt, når man bygger 36 boliger, skal man jo også have tilsvarende mange p-pladser, men vi har lavet en aftale med Bilkollektivet, som er en delebilsordning, og så kan beboerne købe en andel, og bruge et par mindre biler, der står til rådighed, hvis de skal ud at handle ind, eller har et ærinde, der ikke lige kan lade sig gøre med offentligt transport. Der er også bygget et lille cykelværksted, der delvist er drevet af frivillige kræfter, og det har også skabt forbindelser mellem forskellige folk.

Hvem eller hvad inspirerer dig?
Vores fag spænder vidt, så inspiration kan komme mange steder fra. Generelt synes jeg, at folk, der er passionerede omkring det, de arbejder med, er meget inspirerende. Deres entusiasme smitter af, og kan være med til at give en god synergi til projektet. Men kollegaer og folk, jeg omgås med til hverdag, har også stor indflydelse.

Hvilken udvikling ser du indenfor faget?
I forlængelse af klimaændringerne og det øgede fokus på vigtigheden af gode udearealer, er der kommet en række nye værktøjer vi kan benytte. Et af disse er Blågrønn faktor (BGF), et frivilligt pointsystem, som flere kommuner er begynder at integrerer i reguleringsarbejdet. Der stilles krav til en minimumfaktor og systemet er med til at værdigsætte stedets eksisterende blå-grønne kvaliteter og kvalitetsstemple sådan noget som eksisterende træer og større sammenhængende grønne områder.
I tillæg er det muligt at øge pointsatsen ved at vælge løsninger, der øger biodiversiteten. Du får fx point for at bruge hjemmehørende arter, flere point for fx at etablere intensive end ekstensive grønne tage, og flere point for en åben håndtering af overfladevand end at håndtere det underjordisk. Med BGF har vi faktisk et værktøj, der kan sætte tal på de elementer, vi arbejder med, og som vi kan bruge, når vi argumenterer for, hvorfor de skal være med. Det er med til at sikre, at vi kan skabe gode, grønne byrum.

Apropos håndtering af overfladevand, hvordan griber man sådan en ting som nedsivning an, når man bor i et land, hvor grundfjeldet ligger lige under overfladen?
Jeg tror egentlig ikke, at forskellen er så stor. For selv om fjeldet jo er massivt, så er der alligevel så mange sprækker i det, at vandet siver ned igennem. Så der er, for det meste, en relativ god infiltration. I Oslo skal vi, ligesom i København, håndtere alt regnvand på egen grund, men projekter er jo altid tværfaglige samarbejder, og geoteknikere og vandingeniører er med til at beregne infiltrationsevnen på stedet.

Hvad ser du som den største udfordring for landskabsarkitekturen i dag?
Vi har, som fag, fået en fornuftig position. Folk er blevet mere opmærksomme på kvaliteten i at have gode byrum, men også at det grønne skal have plads - og ikke kun som lidt ‘persilledrys’. Vi er et relativt lille fag, men sidder ofte med et stort ansvar og skal være pragmatiske og diplomatiske og kunne skære igennem på det rigtige tidspunkt. Vi arbejder med mange forskellige interessenter og samtidig skal vi forholde os til stedets kontekst. Det er jo ganske mange elementer vi skal jonglere rundt med og få til at gå op på en fornuftig måde. Det er en vigtig kvalitet, og det skal vi være bedre til sælge os selv på.
Så synes jeg også, at landskabsarkitekter bør være mere synlige i den offentlige debat. Det er samme udfordring i Norge som i Danmark, vi skal være mere til stede, det er jo mægtig samfundsrelevant, det vi kan bidrage med.

Hvad drømmer du om at udrette i dit arbejdsliv?
Jeg er jo, for så vidt, godt i gang med det. Drivkraften og motivationen for mig er at skabe gode rammer for folks daglige liv. Jeg kan godt lide, at når jeg står op om morgenen, så føler jeg mig motiveret, fordi jeg synes, at det jeg arbejder med er sjovt. At lave byrum, parker og pladser, hvor folk kan mødes i deres daglige liv og som skaber kvalitet. Om det så er en ny genvej, der gør, at du sparer fem minutter til arbejde, eller måske en spændende omvej, der gør, at det er værd at bruge fem minutter ekstra på at komme frem.

Foto:
01
Tilsyn på byggeplads før arbejdet med udearealerne begynder. Ullevål tårn, Oslo.
02 Portræt
03 Samme projekt et år senere. Enkelte skitser er en effektiv kommunikationsform når ændringer og tilpasninger skal landes på byggepladsen. Ullevål tårn, Oslo.
04 To år efter første billede. Beboerne er flyttet ind og vegetationen er i god vækst. Ullevål tårn, Oslo. Foto Camilla Jensen.
05 Vinterhaven i fuldt flor, troldnød blomstringer, februar 2017. Ullevål tårn, Oslo.
06 Førstehjemsboligerne på Furuset. I forbindelse med udgravning til de nye boliger, kom fjeldet frem i lyset. Dette blev selvfølgelig indpasset i projektet. Furuset i Bydelen Alna i Oslo. Foto Camilla Jensen.
07 Skovjordbær som bunddække og en del af det spiselige koncept. Furuset i Bydel Alna i Oslo. Foto Camilla Jensen.
08 Kirkeparken i Tromsø. Regnvand opsamles i vandrender og ender til sidst i den nye kanal.
09 Den nye Storgata i Tromsø. Foto Kristina Schrøder.
10 Lehnesmåttet i Tromsø, en smal genvej i byen. Den norske fauskemarmor gør passagen et besøg værd - især i regnvejr, hvor farven virkelig træder frem! Foto Kristina Schrøder.