Stefan Darlan Boris

Landskabsarkitekt MDL Stefan Darlan Boris er lektor ved Arkitektskolen Aarhus

Vandring, Skjern Å, september 2017. Vandring er en god måde at lære et landskab at kende på og jeg bruger det aktivt i både egen forskning og undervisning. Her er jeg med min kollega Thomas Juel Clemmensen på vandring langs Vorgod Å fra Vestjyllands Kunstpavillon i Videbæk til Skjern Åens udløb i Ringkøbing Fjord. Foto: Stefan Darlan Boris

Virksomhed: Arkitektskolen Aarhus
Lokation: Aarhus
Antal medarbejdere: 130
Antal studerende: ca. 700, heraf ca. 50 kandidatstuderende på Studio 1A Urban Design/Landscape Architecture
Uddannet fra: Afdeling for Landskab- og Havekunst
Arkitektskolen Aarhus i 2004, ph.d. i 2010

Interview af Tine Gils, landskabsarkitekt MDL, december 2017.

Stefan Darlan Boris, landskabsarkitekt MDL, lektor ved Arkitektskolen Aarhus

Hvorfor beskæftiger du dig med landskabsarkitektur?

Jeg er opvokset i Sverige og ved Silkeborg og har gennem min barndom brugt skoven som legeplads – og gør det stadigvæk. Jeg tror, det er den fascination af min barndoms landskaber, som har sporet mig ind på landskabsarkitektur. Skoven har spillet en stor rolle. Undervejs i mine studier på afdeling for Landskab- og Havekunst, hvor jeg gik fra fra 2001-2004, overvejede jeg faktisk på et tidspunkt at sadle om og arbejde mere eksplicit med skovbrug. Men heldigvis havde jeg en god lærer i Preben Skaarup, der ledede afdelingen på det tidspunkt. Han fik mig til at indse, at landskabsarkitekter kan spille en vigtig rolle, også når det gælder udviklingen af vores bynære landskaber – herunder bynær skov. Jeg beskæftiger mig med landskabsarkitektur fordi det kan gøre en positiv forskel for mennesker, flora og fauna – og fordi det er et fag, der på én og samme tid kan skabe rammer for dialog mellem mennesker og sansemættede oplevelser og fremme biodiversiteten.

Stefan Darlan Boris

Hvad arbejder du med for tiden?

Som lektor på en arkitektskole arbejder jeg med både forskning og forskningsbaseret undervisning. Jeg er meget opmærksom på at udforske, hvordan de to aspekter kan berige hinanden. Noget af det, der gør mit arbejde særligt, er, at vi på Arkitektskolen Aarhus betragter os selv som et arkitekturværksted, der i samarbejde med praksis og eksterne samarbejdspartnere bidrager til en udvikling af faget.

I øjeblikket er vi i gang med at etablere Eskelund Landskabslaboratorium, et 25 hektar stort areal langs Aarhus Å, et stenkast fra midtbyen og Godsbanen, hvor den nye arkitektskole skal ligge. Sammen med min kollega Martin Odgaard, tog jeg for nogle år siden initiativ til projektet i dialog med SLU Alnarp, der, med bl.a. Roland Gustavsson og Anders Busse Nielsen, har stået for de første landskabslaboratorier i Norden. Eskelund Landskabslaboratorium er ikke, som laboratoriet i Alnarp fx, en byskov etableret fra bunden på bar mark, men et meget centralt område i en storby med variationer af allerede eksisterende beplantning. For os på Arkitektskolen Aarhus er det også et landskabsarkitekturværksted. Her kan vi, sammen med projektets partnere, udforske og udfordre, hvad bynatur er og kan være. Så det er også en invitation til byens borgere om at gå på opdagelse i fremtidens bynatur og i øjenhøjde opleve, hvordan fx det at øge mængden af biodiversitet i byen også kan føre til sansemættede, rumlige oplevelser. De første eksperimenter er allerede etableret. I et forsøg på at undersøge, om man kan flytte værdifulde habitater fra et sted til et andet, har vi podet en halv hektar med ruderathabitater fra Godsbanen; helt konkret har vi fyldt 16 forsøgsfelter med forskellige materialer af ruderatkarakter. Indikatorarter peger allerede i retning af, at nogle af de arter, vi gerne ville ‘have med’, har overlevet. Projektgruppen består, ud over Arkitektskolen Aarhus og Aarhus Kommune, af Center for BioScience ved Aarhus Universitet, Naturhistorisk Museum, Erhvervsakademi Aarhus, Jordbrugets Uddannelsescenter, Københavns Universitet og SLU Alnarp som dialogpartnere.

I de sidste fire år har jeg også været ansvarlig for, at alle skolens 1. års studerende har arbejdet med et landskabeligt omdrejningspunkt for deres hovedopgave og har udført konkrete arkitektureksperimenter på Eskelund. De studerende har dermed fået en indsigt i landskabets potentialer i 1:1, og det har forhåbentlig bidraget til, at arkitekter fra de årgange nu er klar over, at det giver mening at inddrage landskabet i enhver opgave fra starten og ikke bare som ’det grønne, der kommer bagefter’: At landskabsarkitektur er en vigtig medspiller i ethvert projekts udvikling og at landskabet består af konkrete og levende materialer, der kan være med til at berige ethvert projekt i lang tid fremover; det, mener jeg, er meget vigtigt.

”Det giver mening at inddrage landskabet i enhver opgave fra starten og ikke bare som ´det grønne, der kommer bagefter´ ”

Kongenshus Mindepark, november 2015. Det er efterhånden en tradition på Arkitektskolen Aarhus, at vi tager alle 1. års studerende på en ekskursion til nogle af C.Th. Sørensens anlæg i midt- og Vestjylland, bl.a. Kongenshus Mindepark, som jeg selv holder meget af. Foto: Stefan Darlan Boris

Tværfaglige feltmøder, Eskelund, september 2016. Eskelund danner også rammen for tværfaglige møder i felten, her bl.a. med Lars Brøndum, Naturvejleder fra Naturhistorisk Museum i forgrunden. Foto: Stefan Darlan Boris

Punktvise indsatser, Eskelund, maj 2017. På Eskelund vil vi især eksperimentere med at gå fra fladedrift til punktvise indsatser med fri succession i fladerne. Her er det en af de første punktvise indsatser udført af ti 1. års studerende i et af områdets mange bryn under en workshop med landskabskunstner Mikael Hansen. Foto: Stefan Darlan Boris

Kunstnerisk dimension, Eskelund, maj 2016. Arbejdet med fagets kunstneriske dimension kommer her til udtryk i en midlertidig intervention lavet af en gruppe 1. års studerende på Eskelund. Søjlerækkens øverste kant er vandret og fremhæver på den måde det store landskabs varierende terrænforhold. Forrest ses den tyske byarkitekt Thomas Sieverts. Foto: Stefan Darlan Boris

Hvem eller hvad inspirerer dig?

Jeg synes, det er inspirerende at se andre faggrupper gå til et fælles anliggende fra andre vinkler. Det er med til at fremhæve, hvad der gør vores fag særligt: At skabe forbindelser mellem ellers adskilte dele af en helhed. Biologen ser på tingene på én måde, naturhistorikeren på en anden, antropologen på en tredje. Landskabsarkitekten ser, med afsæt i en kunstnerisk orienteret tilgang, sammenhænge mellem helheder og detaljer oplevet i øjenhøjde, også over tid. Jeg går altid hjem fra tværfaglige møder med ny energi.
Derudover synes jeg, at filmmediet kan være enormt inspirerende, fordi det arbejder med levende billeder – Werner Herzog og Wim Wenders er nogle af mine personlige favoritter – og landskabskunstnere som Richard Long, Hamish Fulton og Mikael Hansen, der alle arbejder med spændet mellem kroppen og større, landskabelige rum.

Hvad ser du som største udfordring for landskabsarkitekturen i dag?

Skalaen og kompleksiteten, af de udfordringer vi står overfor, fx klimaforandringer og den massive nedgang i arter, er i princippet så store, at de nærmest er uforståelige. Man kan sige, at de i den forstand er overnaturlige. Det, tænker jeg, er en udfordring som landskabsarkitekter også bliver nødt til at forholde sig til. For de forandringer, vi i øjeblikket er i gang med at skabe for vores omverden og andre arter, vil også omskabe os selv og vores samfund. Også på måder som vi ikke helt kan overskue konsekvensen af. Bruno Latour (fransk filosof, antropolog og sociolog) beskriver dem som hyper-objekter, der ikke kan ses eller erkendes med de menneskelige sanser, men som alligevel har indtaget det sociale rum og kræver vores anerkendelse – at vi forholder os til dem.

”Landskabsarkitektur er en vigtig medspiller i ethvert projekts udvikling og landskabet består af konkrete og levende materialer, der kan være med til at berige ethvert projekt i lang tid fremover; det, mener jeg, er meget vigtigt”

Birketræer, Alnarp Västerskog, oktober 2017. Højstammede birketræer i Alnarp Västerskog. Foto: Stefan Darlan Boris

Dana’s Plads, Alnarp Västerskog, maj 2006. Det var mit første møde med Roland Gustavsson og landskabslaboratoriet i Alnarp. Det møde fik afgørende betydning for min ph.d.-afhandling, som jeg netop var startet på samme forår. Foto: Stefan Darlan Boris

Hvilken udvikling ser du indenfor faget?

Den største udfordring er for mig at se også der, hvor jeg ser udvikling inden for faget. Netop fordi fagets store styrke er, at det omhandler spændet fra helhed (det, der ikke umiddelbart kan overskues i ét blik) til detalje (det, der kan sanses og opleves gennem kropsligt engagement og nærvær). Både fysisk og i forhold til udvikling over tid. For mig konkret er arbejdet med bynatur et naturligt sted at starte, fordi det kan være det medium, hvorigennem vi kan gøre hyper-objekter ’kropsligt tilgængelige’ og dermed, til en vis grad i hvert fald, forståelige. Det er især i den optik, at landskabslaboratorier kan få en vigtig rolle at spille – også i fremtiden. Jeg tror, det er et af de første, vigtige skridt frem mod at arbejde kvalificeret mod at håndtere nogle af de klimatiske, atmosfæriske og biodiversitetsmæssige udfordringer, vi står overfor i dag. Det er bl.a. derfor vi på Aarhus Arkitektskole arbejder med eksperimentet som omdrejningspunkt. Vi er af samme grund meget bevidste om, at landskabsarkitekter ikke kun ved noget om ’det grønne’, men er i stand til på kritisk vis at udfordre og bidrage til byggeprojekter.

Hvad drømmer du om at udrette i dit arbejdsliv?

Jeg synes, jeg er nået langt, hvis jeg kan bidrage til, at de næste generationer af landskabsarkitekter formår at reflektere kritisk over egne og andres arbejde og på den baggrund foretage kvalificerede valg. Særligt, hvis den evne bliver brugt til at arbejde med de udfordringer, vi står over for i dag. Og så håber jeg, at legen kan være en vigtig del af en arbejdsproces, fordi leg kan også være nøglen til at tage hul på store udfordringer.

Godsbanepodningen på Eskelund som den tog sig ud efter et halvt år i august 2017. På billedet ses Peter Søgaard og Hanne Lund Steffensen fra Aarhus Kommune, Jens-Christian Svenning fra Institut for BioScience på Aarhus Universitet, Lars Brøndum fra Naturhistorisk Museum, Anders Busse Nielsen fra Københavns Universitet og Martin Odgaard fra Arkitektskolen Aarhus.

Plads til bynatur – Skovbrynet Basecamp, Lyngby / Kragh & Berglund

Læs mere

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse af vores website. Ved at benytte vores website accepterer du brugen af cookies.

Cookiepolitik >