"Vi er blevet gode til at lave byer, men der er stadig meget arbejde med forstædernes liv, som vi ikke har svarene på endnu. Det vil jeg gerne arbejde med"

- Simon Enemærke

Virksomhed: Studio Vulkan Landschaftsarchitektur
Lokation: Zürich, Schweiz
Antal medarbejdere: 35+

Interview: Ziff Vilhelm Hansen, landskabsarkitekt MDL, august 2015

Simon Enemærke, landskabsarkitekt MDL, arbejder som landskabsarkitekt i Zürich

Hvorfor beskæftiger du dig med landskabsarkitektur?

Jeg startede min karriere som teenager i Bilkas havecenter i Odense. Imellem planter og villaejere drømte jeg om at blive havearkitekt. En drøm, der ledte mig på sporet af landskabsarkitektuddannelsen og København.

De første studieår handlede om det, jeg havde glædet mig til. Om planter og planlægning. Men jeg opdagede snart, at den humane side interessererede mig lige så meget. Æstetikken havde jeg med hjemmefra, det falder mig helt naturligt. Min far er konservator, og jeg har altid været omgivet af god kunst og set farver og håndværk som en del af hverdagslivet. Derfor blev det for mig et arbejde med at skabe sammenhæng imellem mennesket og æstetikken.
Og det er sådan set nok grunden til, at jeg beskæftiger mig med landskabsarkitektur. Jeg vil designe rum, som giver folk lyst til at komme udenfor - demokratiske rum til glæde for alle.

Hvad arbejder du med for tiden?

Jeg har lige afsluttet et stort projekt, som måske er lidt atypisk i forhold til, hvad vi normalt laver på tegnestuen. Vi har lavet et koncept til Expo 2027 i Schweiz. Vi er kommet videre sammen med Akitektfirmaet Hosoya Schaefer og forskellige andre samarbejdspartnere. Vi har nu afleveret anden runde, og så må vi se, hvordan det går.
Det er et slags fremtidsprojekt, hvor man ser 12 år ud i fremtiden, og vi har måtte stille os selv spørgsmålene: Hvordan kommunikerer man i fremtiden? Hvordan bevæger man sig om 12 år? Det er svært at sige.

For mig har det været endnu en ny og spændende måde at beskæftige mig med den schweiziske kultur som jeg nu efter fem år kender. Men der er selvfølgelig meget at lære, når man ikke er opvokset her.
Projektet kaldte vi ’Expodition’, og selve konceptet er, at du rejser med tog. I det øjeblik du stiger ind i toget er du i Expo. Du får alle dine informationer i toget og når du ankommer til de specifikke steder, vi har udvalgt, vil du opleve naturen, udstillinger osv.
Senest har vi afsluttet en ny bydelskonkurrence på Island med to islandske firmaer. Ellers tegner vi mange boligbyggerier, pladser og parker. Jeg selv på konkurrence- og forprojektniveau. Vi laver ekstremt mange boligbyggerier, fordi Schweiz ikke har haft krise, og fordi tilvandring af arbejdskraft fra udlandet og fra landet til de størst byer er stor. Så vi bygger tættere. River ned og bygger op.

Hvad eller hvem inspirerer dig?

Jeg har studeret i USA og har lavet projekter i Tyskland, Frankrig, Island, Spanien og Finland og arbejder nu i Schweiz. Verden inspirerer mig!

Når man tager til udlandet, har man har den fordel, at man kan lade sig inspirere fra de hjemlige tegnestuer, uden nogen siger ’Det har du jo fra dem og dem’. Og det er klart, at det er også noget af det, du skal bidrage med, når du kommer til udlandet. Du skal bidrage med det allerbedste hjemmefra. Så det gør jeg. Jeg kan jo tage ‘Ny Agenda’ med og med et smil lægge den på bordet og sige ’er det ikke smukt, det her?’. Og så er svaret ofte ’Jo men det kan vi jo ikke lave her’, ’det er jo ikke sådan, vi gør her’ eller ’det har vi ikke råd til’. Men alligevel er det ekstremt inspirerende for mine kollegaer og mine chefer, når jeg viser nogle projekter fra jer derhjemme.

Jeg er meget inspireret af de gamle landskabsarkitekter. Jeg synes, man skal kunne sin historie, når man arbejder i så gammelt et fag. Man skal bl.a. kunne sin C.Th. og sin Palle Schmidt. Schmidt arbejdede meget med forstaden og de store motorveje, som han prøvede at gøre smukkere. Og hernede har man haft en udvikling, hvor forstæderne bare har groet uden planlægning. Vores firma arbejder netop med at skabe strukturer, hvor ingen strukturer er. I det arbejde har Jan Gehls 'Livet mellem husene' altid været min katekismus. Den har mange vigtige indsigter, der i dag synes elementære men stadig er super relevante. Vi er blevet gode til at lave byer, men der er stadig meget arbejde med forstædernes liv, som vi ikke har svarene på endnu. Det vil jeg gerne arbejde med.

Derudover er mine vigtige inspiratorer min første chef i Danmark, Jakob Kamp. Også min nuværende chef Lukas Schweingruber, der for mig er en vigtig mentor. Jeg søger at arbejde for nogen, som jeg kan spejle mig i og lære af.

Men vigtigst for mig er det at være på min cykel i byen hver eneste dag. At have tid til at være i - og fornemme - den by man planlægger. Det er meget, meget vigtigt.

Hvad er den største udfordring for landskabsarkitekturen i dag?

Set udefra kan det synes, at der ingen problemer er i Danmark. Vi har sejret ad helvede til. Det er der slet ingen tvivl om, når man ser det udefra. København, Århus - de store byer. De er jo gennemplanlagte af blandt andet os. Vi sidder på vigtige poster og bliver respekteret mere og mere. Måske sælger vi os nogle gange for billigt, og det er det samme problem hernede, men det må vi jo finde ud af.
Hernede er udfordringen at kæmpe for kvalitet. Selvom Schweiz er et meget rigt land, så er landskabsarkitektur ikke så anerkendt som fag, at der altid vil investeres i os i forhold til mange andre faggrupper. Vi skal altid være lidt bedre for at få den størrelse træer, den type belægning, de gode løsninger, og det synes jeg er ekstremt svært. Og det ender tit i standardløsninger. Det gør det ikke i dansk landskabsarkitektur i samme grad.

Hvilken udvikling ser du indenfor faget?

Jeg synes, at vi bliver mere og mere holistisk - samfundsorienteret. At vi via vores fag forsøger at bidrage til, hvad det gode liv er. Hvor det måske tidligere handlede om at lave nogle smukke steder. Vores tidligere kulturminister, Marianne Jelved, har også skrevet og nævnt flere gang, hvad det er, landskabsarkitekturen kan. Og når vi er oppe på det niveau, så er vi måske der, hvor de gamle koryfæer gerne vil have os. De ønskede at bygge den perfekte by. I dag arbejder vi med at skabe vedkommende pladser, byrum og strukturer, der kan bidrage til livskvalitet.

Hvad drømmer du om at udrette i dit arbejdsliv?

At blive ved med at udvikle mig. At blive ved med at lave projekter, som giver positive interaktioner mellem mennesker. Det lyder så banalt, men at skabe de steder hvor folk godt kan lide at kysse. Fordi de bare synes, det er et dejligt sted, hvor de træffer dem, de godt kan lide. Det prøver jeg at huske på, når jeg er træt af arbejdet engang imellem. At jeg faktisk bidrager med at skabe de steder, hvis jeg gør mit arbejde godt.

Hvad ved de fleste folk ikke om landskabsarkitektur?

Hvor stor indflydelse vi egentlig har. Ganske kort.
Hvis man bygger et hus, så er det i sidste ende også ofte os, der bestemmer hvordan huset præsenteres. Derfor er arkitekterne tit ret kritiske overfor os, fordi vi har en ekstrem indflydelse på, hvordan tingene ser ud til sidst. Det tror jeg, at mange folk ikke har gennemskuet. Heller ikke at det ofte er os, der bestemmer, hvordan deres tur til og fra arbejde egentlig ser ud.

Har du en yndlingsplante, et yndlingsmateriale?

Jeg tror, jeg vil sige mennesker, træer og bænke. Og så er jeg næsten ligeglad med, hvordan de ser ud, bare de har den rigtige funktion og kvalitet.
Her er jeg blevet mere pragmatisk. I stedet for at jeg fra starten kæmper for en bænk, jeg synes er helt vildt smuk, er det vigtigere for mig nu, at jeg dog trods alt får en bænk, så vi ikke sparer alle bænke væk.

Hvordan arbejdes der forskelligt med faget i Schweiz sammenlignet med Danmark?

Som jeg ser det, arbejder vi mere ydmygt med faget her. Landskabsarkitekturen har ikke helt den samme status her, så vi skal kæmpe mere for forståelsen af vores kunnen.
Konkret er der også nogle praktiske forskelle: Ved konkurrencer får vi udleveret en model, hvori vores forslag skal indarbejdes. Det gør det nemmere for juryen at sammenligne forslag - og tvinger os til at arbejde fysisk rumligt. Det synes jeg er et ekstremt spændende værktøj, som betyder, at man kan sammenligne og afklare mange spørgsmål. Og det betyder også, at når man har et møde, så står man rundt om en model og taler om den.

Tegneteknisk arbejder vi i Vectorworks i alle faser fremfor i AutoCAD. Her er mulighed for at arbejde med et meget visuelt program: Du kan lave teksturer, skygger, ja stort set de samme ting som i Photoshop eller Illustrator, og det i en data mænge, som give et hurtigt arbejdsflow. Fordelen er for mig at se, at du kan fastholde din tegning i samme program indtil deadline - som derved giver mulighed for at lave ændringer i din plan uden tabt arbejde langt længere hen i processen, dvs. en længere kreativ design proces og mere tid til det, der virkelig betyder noget.
Men ‘at the end of the day’ er det ikke så forskelligt. Ja, du kommer til et andet land og du skal lære nogle nye ting. Der er andre planter, andre kulturelle forhold, andre fagtermer. Men det at være landskabsarkitekt er det samme: Vi har en række værktøjer, projekter, det samme fagsprog, de samme arbejdsprocesser. 

Hvad synes du at danske landskabsarkitekter kunne lære af de schweiziske?

I Zürich opdager man, hvis man opholder sig her lidt længere, at det er en meget pæn og planlagt
by. Men samtidig ser man, at byen også lader noget være råt. Man lægger ikke overalt en pæn belægning. Det er utrolig spændende, at man i nogle områder lader byen være lidt vildere. En af grundende til, at jeg blev lidt træt af København (selvom jeg selvfølgelig også savner byen) var, at nogle gange laver vi tingene ekstremt pænt. Og nogle gange bliver det fandeme for pænt. Og det gør altså nogle bydele mere kedelige, end de var i forvejen. Det bør ses som en mulighed for bedre byer, at man ikke ‘slår græsset’, bare fordi man er i byen. Her i Zürich har man en mand til at plante rundt om træerne, så der ikke bare er græsser og tidsler men i stedet en variation af vilde blomster. Det startede egentlig som et guerilla projekt. Byen var i starten imod det, men opdagede så hvor smukt det rent faktisk er og hvilken biodiversitet det bidrager med.


FOTOS:
1) Modelarbejde Studio Vulkan, Simon Enemærke. Foto: Daniela Valentini
2) Verwaltungszentrum Guisanplatz - Bern. Modelfoto: Simon Enemærke
3) Work in progress Studio Vulkan - fra højre Dominik Bückers, Lukas Schweingruber, Ursa Habic. Foto: Simon Enemærke
4) Simon Enemærke. Foto: Daniela Valentini 
5) Bahnhofplatz Brig 'Panorama Teppich’. Visualisering: Atelier Brunecky & Simon Enemærke
6)Workspase Studio Vulkan. Foto: Ursa Habic
7) Tagterrasse - Studio Vulkan - Tonni Areal, Zürich. Foto: Anne Hartvig Mogensen