Niels-Christian Mariager

Niels-Christian Mariager, specialestuderende, landskabsarkitektur på KU. Har været i praktik hos Man Made Land i Berlin og hos Marianne Levinsen Landskab

I modelrummet på studiet.

Beskæftigelse: Specialestuderende
Lokation: Københavns Universitet
Årgang: Færdiguddannet 2014

Interview af Ziff Vilhelm Hansen, DL studentermedhjælp, september 2014

Niels-Christian Mariager, specialestuderende, landskabsarkitektur på KU. Har været i praktik hos Man Made Land i Berlin og hos Marianne Levinsen Landskab

Hvorfor beskæftiger du dig med landskabsarkitektur?

Det var lidt en tilfældighed. Jeg var ikke så fokuseret fra start på, at det var landskabsarkitekt, jeg skulle være og vidste egentlig heller ikke rigtig, hvad det var. Jeg studerede på KUA før, men den studieform var ikke lige mig. Jeg ville ikke kun arbejde 100 % teoretisk. Jeg vidste, at jeg gerne ville bruge hænderne dog stadig med en grad af teori. Og så var det dét her, valget faldt på. Og det har jeg været glad for lige siden.

Hvad arbejder du med for tiden?

Jeg skriver speciale sammen med en studiekammerat, Daniel. I projektet arbejder vi med at transformere en gammel industrigrund på Amager, Kalvebod Brygge, om til et oplevelsesrum med nye boligformer.

På specialesalen.

Arbejder med en terrænmodel.

”Vi har en god tradition og har haft det i mange år, og det vil jeg gerne bidrage til”

Hvad eller hvem inspirerer dig?

Jeg kan ikke sætte ét navn på eller nævne én ting, men det er bl.a. folk omkring mig, undervisere og tegnestuer, der laver nogle interessante ting. Den slags.

Hvad er den største udfordring for landskabsarkitekturen i dag?

Jeg synes, at landskabsarkitektur har en tendens til at blive skubbet i baggrunden og komme i anden række i forhold til bygningsarkitekturen. Og der synes jeg, at den store udfordring er, at komme ind og få skabt en forståelse for vigtigheden af, at landskabsarkitekturen får det rum og den plads, der kan måle sig med bygningsarkitekturen. Og der er vi sådan set alle sammen ansvarlige for at få skabt det budskab.

Hvilken udvikling ser du indenfor faget?

I forlængelse af førnævnte ser jeg også, at der kommer en større bevidsthed blandt folk om landskabsarkitektur. Jeg møder i dag flere og flere mennesker, der ved, hvad faget går ud på og som har en holdning til det. Den mulighed skal vi gribe. At der er opstået større interesse for vores fag.

Hvad drømmer du om at udrette i dit arbejdsliv?

Jeg drømmer om at kunne bygge videre på det gode grundlag der allerede eksisterer i København, ja i hele Danmark, for at skabe rum for mennesker; gode offentlige rum. Vi har en god tradition og har haft det i mange år, og det vil jeg gerne bidrage til

Et spændende materialestudie, vi lavede hos Marianne Levinsen.

Hvad ved de fleste folk ikke om landskabsarkitektur?

Hvad det er.

Har du en yndlingsplante, et yndlingsmateriale?

Jeg har ikke specifikke yndlingsmaterialer, men jeg synes, det er spændende at afprøve materialer i andre og nye kontekster.

Hvem syntes du skal være den næste i portrætrunden?

En entreprenør eller en nyuddannet der lige er startet i job.

I Montpellier Jardin des plantes.

Plads til bynatur – Skovbrynet Basecamp, Lyngby / Kragh & Berglund

Læs mere

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse af vores website. Ved at benytte vores website accepterer du brugen af cookies.

Cookiepolitik >