”Tag det fra hinanden, der kan bringe sagen videre”

- Anders Matthiessen

Virksomhed: Anlægsgartnerfirmaet Anders Matthiessen ApS
Lokation: Nordhavn, København
Antal medarbejdere: 21

Interview: Ziff Vilhelm Hansen, landskabsarkitekt MDL, juni 2016

Anders Matthiessen, landskabsarkitekt, anlægsgartner og ejer af anlægsgartnerfirmaet Anders Matthiessen ApS

Hvad arbejder du med for tiden?

Vi har lige nu fem store sager i gang. Vi planter en dobbeltradet allé for Slots og Kulturstyrelsen på Frederiksborg Slot. Og så er vi i gang med tre legepladser for Københavns Kommune. Dels på Gl. Kalkbrænderivej, hvor vi har lavet et super flot anlæg henover en bunker, med en trappe, en kunststofbane og en jernvæg med wires, som er spændt ud, så de danner et vifteformet tag. Og så laver vi noget på en daginstitution på Vesterbro. Det er et lille areal, men der sker spændende ting. Her bruger vi meget jern, for det foreslår vi mange steder. Vi beklæder her overkanten med eg, så børnene ikke slår sig på den. Og så er vi ved at færdiggøre et stort aktivitetsområde i Sydhavnen, på Baunehøj skole med et dansegulv, skateboardramper, højbede i forskellige materialer osv. Og så laver vi en stor villahave i Skodsborg hos nogle søde, velhavende mennesker. Her laver vi nogle virkelig flotte kampestensmure, hvis jeg selv skal sige det, og planter de største træer, vi nogensinde har plantet. Vi laver også et havebassin, klinkebelægninger og 400m2 chaussésten. Og så er der det løse: Mindre privathaver og gårde. Jeg er bl.a. medlem af Region Hovedstadens Vækstforum som håndværksrådsrepræsentant. Her mødes politikere, fagforeningsfolk og erhvervsfolk og de har en pengekasse som de deler ud af til formål, som kan støtte væksten i vores region. Og i firmaet har vi ansatte som aldrig før. Vi er omtrent 40. Ja, det er de kort, jeg dagligt flytter rundt på.

Hvilket udbytte skal andre mennesker have af dit arbejde?

Hvis det er mine kunder, så kan jeg sige det så kort: De skal synes, at det vi leverer er mere værd end pengene, de giver for det. Vores fag kan jo noget, som andre mennesker skal have glæde af.

Hvad eller hvem inspirerer dig?

Jeg arbejder meget. Og nogle gange alt for meget. Men lige meget hvor travlt, jeg har: Når jeg står i fru Jensens have, så brænder jeg lige meget for det. Og det betyder ikke noget om hun skal have fire fliser foran hoveddøren eller have omlagt hele haven. Eller om det er Novo, der skal have lavet et anlæg til 4 millioner. Det er tingene og stedet, der inspirerer mig. Per Stahlschmidt sagde altid, at det er vigtigt at få stedets ånd med, når man kommer med et forslag. Det skal man tage alvorligt. Og det er det, jeg synes er så fantastisk ved faget: Lige meget hvor stresset, man er, når man en morgenstund kl. 8 står i en have i Dragør, så bliver man straks grebet af netop dét sted.

Hvad ser du som den største udfordring for landskabsarkitekturen i dag?

Det er et stort spørgsmål, for jeg ved jo dårligt snart, hvad landskabsarkitektur er. Det er så enormt bredt. Og i mine øjne har studiet på Landbohøjskolen bevæget sig længere og længere væk fra det, sådan nogle som mig har lært. Om jord og planter, belægninger, kanter og den slags ting. Som måske er meget banalt, men det var det, landskabsarkitektur engang handlede om. Nu bliver det hele mere og mere kunstigt. Og det, synes jeg, er rigtig ærgerligt. Vi burde jo være dem, der vidste alt om jorden og planterne og samspillet derimellem. Og ingeniørerne og bygningsarkitekterne, som vi samarbejder med, de forventer jo altså at landskabsarkitekterne ved alt det her, men det gør de bare ikke altid. Og det resulterer jo så i, at arkitekterne i højere grad end de behøver, giver sig til at fedte rundt udenfor også, og det bliver det kun mere rædselsfuldt af. Branchens teoretikere, landskabsarkitekterne, er udfordrede.

Hvilken udvikling ser du indenfor faget?
Det er spændende med de nye materialer. Især jern, er jeg glad for, og det har vi eksperimenteret meget med. Med jern kan vi lave verdens bedste kanter. Vi skal bare lære at svejse. Så det lærer vi. Og så skal landskabsarkitekterne lære at bruge jern, og lære at der ikke kun findes cortensstål. Den ene efter den anden tegnestue foreslår cortensstål, men ingen sætter sig rigtig ind i, hvad de snakker om.
Og så går det jo også i retning af større planter. Vi bliver mere velhavende og bruger flere penge på store planter, og det er da sjovt, at man fra den ene dag til den anden kan have færdighæk, store træer og græsplæne.

Hvad bør landskabsarkitekter blive bedre til?

Jamen, helt overordnet: Jord og planter! Ja. Simpelthen. Og det gælder også for mine egne her. Landskabsarkitekter, som ikke kender planterne, det kan jeg ikke forstå. Eller at man kan blive landskabsuddannet uden at vide noget om bundopbygning eller fliser. Men det er nok en tendens i tiden, at rigtig mange uddannelser breder sig ud, og man skal kunne alt, og så ender det med, at man kan for lidt om det hele.
Når vi får nye folk ansat eller i lære, så går der i bedste fald 10 år før personen er selvkørende. Så kan jeg give ham en byggesag i hånden og sige, ’det her, det løser du’. Og så kan han køre ud og lave et projekt til 50-200.000 kr. og jeg hører stort set ikke fra ham før projektet er færdigt. Det er sådan vi gerne vil arbejde. Det giver folk frihed, at de kan tage beslutninger på egen hånd og udvikle sig. Men det tager 10 år. Jeg har mange ansatte som bare lige så stille bliver dygtigere og dygtigere. Og det gælder også landskabsarkitekter. Øvelse gør mester. Og især hvis du gør det med åbent sind og engagement, så kommer det af sig selv. Når man har en vis erfaring, så ved man også, at selvom der dukker noget op, som man ikke lige ved, hvordan, man løser, så stopper det jo ikke toget. Jeg ved hvordan 87 eller 93% af sagen skal løses, og jeg stoler på, at jeg kan innovere resten. Nogle gange når en ansat læser en byggesag og spørger ’Hvordan skal vi løse det på side 4’, så siger jeg, ’du skal gå derude i 3 uger, før du når dertil. I den tid kan du tænke over det, og så har du nok en løsning’. Og der dukker altid noget op. Vi skal være klar til at lave om og ændre kurs. Hele tiden. Og det gælder hele faget. Vi har da kunder, der indimellem er irriterende og besværlige men hvis vi har lavet 50-80% af opgaven, så skal vi jo ikke gå ind og diskutere om de sidste procent, eller stå fast på et eller andet tåbeligt. Vores fornemmeste opgave er, at få løst tingene uden at ødelægge hverken vores eller kundens humør.
Og så skal vi øve os i at samarbejde. Hjælpe hinanden. I gamle dage i landskabsarkitektkredse, var det ikke god tone at være sådan en som mig. Landskabsarkitekter skulle i hvert fald ikke alliere sig med entreprenører. Man skulle være bygherrens mand. Men i virkeligheden er langt de fleste lykkelige sager jo lykkelige fordi man samarbejder. Det er så vigtigt, at vi hjælper hinanden og drager nytte af hinandens kompetencer. For eksempel i krisetider er det især vigtigt, at man har et godt forhold til de forskellige led i en sag, så man får løst den uden ekstraregninger. Vi skal ikke være så mistroiske, men nære tillid til dem, der kan hjælpe. Og dem, der ved noget, vi ikke selv gør. Så tag det fra hinanden, der kan bringe sagen videre.

Hvad drømmer du om at udrette i dit arbejdsliv?

Det er en stor fornøjelse at køre gennem Københavnsområdet, og næsten lige meget hvor jeg kigger hen, så har vi lavet et eller andet, jeg kan være bekendt eller stolt af. Det er nu ikke min drøm at sætte mig store spor, men det at vi kan gå rundt og se på projekter og sige ’Det har vi lavet’. Det vil jeg gerne opnå.
Og en dag skal nogen måske køre det her videre. Ikke fordi jeg har forhåbninger om, at det skal være noget fint igennem århundreder. Men det er en arbejdsplads for en masse mennesker, så på den måde er der nok nogen, der har interesse i, at det kører videre.
Og jeg vil gerne plante gode træer, som man kan nyde at se vokse til. Ja, nu jeg sidder her og kigger ud, kan jeg se en poppel, som nok er 50-60 cm i diameter, og 20 m høj. Det var en pind, og jeg mener en pind, på 2 cm diameter som Anders Dam proppede i jorden til et plantekendskabskursus i 1997-98. Og nu er den et mægtigt træ. Og på den kan man jo se, at man snart har været med i et stykke tid.

Fotos:
1) Savannen i ZOO. Fotograf Anders Matthiessen.
2) Anders Matthiessen.Fotograf Magrethe Dorthea Madsen. 
3-8) Billederne viser alle noget vi har lavet. Der er også et foto fra min tagterrasse. Jeg er meget glad for jern, kampesten, klinker og planter. Og projekterne her er nogle, som jeg og mit firma gerne vil forbindes med. Bortset fra Savannen i Zoologisk Have, har vi selv haft det primære ansvar for, hvordan det ser ud. Fotograf Anders Matthiessen.