"Skoven er ved at blive den nye fortælling i byen"

- Anders Busse Nielsen

Virksomhed: Københavns Universitet
Lokation: Frederiksberg, København
Antal medarbejdere: 450+

Interview af Tine Gils, DL studentermedhjælp, december 2016

Anders Busse Nielsen, landskabsarkitekt MDL og professor i planteanvendelse ved Københavns Universitet

Hvad arbejder du med for tiden?

Vi arbejder med et rigtig spændende projekt, som er en ny byskov for Københavns Kommune på 14 ha. KU er hyret som fagrådgiver og har interesse i at bruge projektet som undervisningsplatform og som platform for praksisnære forsøg og demonstration. Vi prøver at lave en skovrejsning, der er interessant for folk og fæ fra dag ét. Ambitionen er, at skoven også bliver en læringsplatform for kommunen og hele den grønne sektor, lidt a la Alnarps Landskabslaboratorium i Sverige. Ud fra samme overordnede spørgsmål om, hvordan vi gør den unge skov spændende, har vi også igangsat de første kontrollerede forsøg med dækafgrøder, dvs. urteblandinger, der både dækker jorden og blomstrer. I dag giver byboer i stigende grad udtryk for, at de vil have natur, blomster og frodighed ind i byen. I forsøgene undersøger vi derfor ikke kun, hvordan dækafgrøderne ’spiller sammen’ med vedplanterne. Vi vil også undersøge deres bidrag til visuelle kvaliteter og værdi som habitat og fødekilde for bestøvere og småfugle.

Hvad eller hvem inspirerer dig?

At rejse inspirerer mig meget. Jeg får en masse nye indtryk med hjem og bliver samtidig bevidst om, hvad der er det særlige ved det danske landskab. Roland Gustavsson fra SLU Alnarp, der nu er gået på pension, har også inspireret mig meget. Det var ham, der fik mig til at arbejde med skov og lave profildiagrammer (et snit) som redskab til at forstå skovens arkitektur. Roland mente, at man skal besøge steder igen og igen og på den måde bygge sit eget personlige bibliotek op af referencelandskaber. Det dyrker jeg meget i dag. Jeg har faste fotopunkter på mange af de projekter, jeg har været involveret i og følger stederne over tid. Som landskabsarkitekter arbejder vi med tid, men har samtidig så travlt, både på tegnestuerne og indenfor forskningen, at vi sjældent kommer tilbage til det, vi har arbejdet med tidligere. Der mener jeg, at vi taber en ret essentiel læring og forståelse for virkningen af det, vi engang har skabt.

Hvilket udbytte skal andre mennesker have af dit arbejde?

Som universitetsmand og forsker skal jeg gerne sørge for, at folk får den konkrete viden de skal bruge til at komme frem til deres løsningsforslag og den viden de skal bruge til at argumentere for samme. Mht. privat rådgivnings- og projektarbejde, så prøver jeg at tænke på, hvordan vi undgår at blive en fagelite, der klapper hinanden på ryggen og siger: Nej, hvor er vi dygtige! For, hvad siger almene folk? Kan de forstå meningens æstetik? Her tænker jeg meget på Sven Ingvar Anderssons gamle bog ’Spredte tanker om at ligge smukt i landskabet’. Alle kan jo se, at Vejle ligger smukt, hvor den gør, uden at vide noget om landskaber. Folk skal kunne aflæse og forstå, hvorfor tingene ser ud som de gør. Det prøver jeg at få ind i mit arbejde.

Hvad ser du som den største udfordring for landskabsarkitekturen i dag?

Med begreber som klimaforandringer og økosystemtjenester, er teknologiske og biologiske argumenter blevet meget tungtvejende på det politiske plan. Her er det landskabsarkitekternes udfordring at vise, at selvom det er sværere at værdisætte og måle de kulturelle økosystemtjenester, herunder fx rekreation og biodiversitet, kan de, hvis de bliver indarbejdet i vores løsningsforslag, bidrage med en merværdi. Lige nu er der politisk fokus på de regulerende og nytteprægede økosystemtjenester, så vores profession skal have fokus på at få de kulturelle økosystemtjenester med på vognen, også helt op på det toppolitiske plan.

Hvilken udvikling ser du indenfor faget?

Skoven er ved at blive den nye fortælling i byen. Der sker rigtig meget internationalt på det område. I USA har man længe arbejdet med ’canopy cover’ for at imødekomme klimaforandringer og urban heat island-effekten. Her er målsætningen, hvor meget af en by, der skal være dækket af trækroner, altså ikke antallet af træer, men arealet af kronedækket. Det udfordrer vores løsningsforslag. I stedet for at have et åbent canvas, hvor man sætter nogle træer ind, ændres den designmæssige og konceptuelle tilgang til et fuldt trædækket areal, hvor man kun udhuler der, hvor det er virkelig nødvendigt. I Danmark er vi også begyndt at bruge skov som en reference og et målbillede i konkurrenceforslag til andre typer af urbane rum. Med udstillingen ’The City of a Billion Pines’ i Beijing, vil SLA vise, hvordan en by, der føles og fungerer som en skov, er modellen for fremtidens bæredygtige byer. På Tåsinge Plads af GHB er regnbed afløst af regnskov. COBE m.fl. har lavet den første lommeskov i Nordhavnen – ikke en lommepark, mens ThingBrandt har designet den første skolegårdsskov på Amager Fælled Skole. Det interessante er, at skoven i stigende grad bruges som metafor for den stemning man ønske at skabe. Det betyder grundlæggende, at vi designmæssigt i stigende grad skal til at forholde os til, at vi ikke arbejder med solitære træer og træer som rumopdelende elementer men mere med oplevelser og rum under et kronedække.

Hvad bør landskabsarkitekter blive bedre til?

Danske landskabsarkitekter præsterer rigtig, rigtig godt lige nu. Der er mange, der kigger til Danmark, ikke kun pga. arkitektur, men også landskabsarkitektur. Vi skal sørge for at fastholde og udnytte det momentum, som bl.a. er skabt at de positive effekter af grønt, som forskningen har dokumenteret gennem de sidste år. Landskabsarkitektur som akademisk disciplin bliver mere og mere videnskabelig og specialiseret i forskellige retninger. Men jeg oplever, at meget få udenfor forskningsverdenen læser de mange videnskabelige artikler, kollegaerne og jeg publicerer. I en politisk virkelighed som i stigende grad ønsker evidens-baseret viden/løsninger, vil jeg da opfordre til, at landskabsarkitekter generelt bliver bedre til at søge viden direkte i de videnskabelige publikationer.

Hvad drømmer du om at udrette i dit arbejdsliv?

Jeg vil gerne være medvirkende til at landskabsarkitekter, andre grønne professioner og samfundet generelt betragter det som en selvfølge og en nødvendighed, at landskabsarkitekter inddrages i den skovrejsning, der sker i det åbne land, det bynære landskab og i byerne. Det er lidt paradoksalt, at vi som landskabsarkitekter ikke har haft en større indvirkning på, og rolle i, de mange tusinde hektar skovrejsning, der er lavet, siden regeringen besluttede at fordoble Danmarks skovareal i 1989. Det er en af de allerstørste forandringer i det danske landskab i nyere tid, og arbejdet med de mange nye skoves placering i landskabet såvel som landskabet i de nye skove skal vi som profession være en aktiv del af.

Foto:
1. Det kan godt være at landskabsarkitektur er en akademisk uddannelse, men vi arbejder jo med ’det derude’, og det skal reflekteres i vores undervisning, her på Klakvigsgade på Islands Brygge. I Alnarp var det så nemt med udendørsundervisning, vi havde det hele lige uden for døren. Jeg oplevede, at det rykkede så meget for de studerende. Der var smil, gejst og glæde og de forstod tingene meget bedre, ikke kun det teoretiske men også det praktiske.
2. Portræt
3+4. Dækafgrøder i forbindelse med en skovplantning i Ringkøbing bliver håndsået.
5. Jeg har hele tiden sagt, at første gang jeg skulle til USA skulle det være til Pacific North Westh, for at opleve kæmperne: redwoods, de store douglasgranskove og de store sitkagran skove. Min kone var godt træt af træer da vi kom hjem, og jeg fik et ultimatum om ikke at se på flere træer, når vi er på ferie!
6. Jeg har tegnet mange snit i skove gennem tiden. Her er et snit hen over en naturskov på en bjergryg i Kina, hvor de mikroklimatiske forskelle mellem den soleksponerede tørre sydside og den skyggede og fugtige nordside afspejles i både plantetæthed og artsammensætning.
7. Elmelund skovrejsning i Odense kommune. I 2014 plantede man samlet i et hug 315 ha skov. En kæmpe landskabsforandring. Inden da gik vi gik i kornmarkerne og lagde stisystemerne ud i terrænet. Dengang virkede denne her tracé fuldstændig umotiveret, men i dag ligger der stier, som har en mening i skovlandskabet.
8. Billedet er fra Hawaii og har en grundlæggende pointe. Det her med ’træer på arbejde’ er meget tankevækkende, synes jeg. Vi tager tid for givet, og ved ikke engang, hvordan vi skal illustrere det. Vi forsøger at springe tid over ved at plante stort. Man kunne også stille sig spørgsmålet, hvordan kan vi gøre det unge interessant?
9. Tiltrædelsesforelæsning. Noget af det, der er utroligt spændende ved at arbejde på universitetet er, at man som forsker arbejder på kryds og tværs af hele verden med folk der ser anderledes på tingene, og har en anden ekspertise.
10. Billedeserien viser et vellykket forsøg med etablering af skyggetolerante skovbundsarter i en 10-årig egebevoksning i Alnarps landskabslaboratorium.