Vinderen er kåret til Den Danske Lyspris 2017

AKTUELT / 30.01.18

Vadehavscentret i Ribe modtager Dansk Lyspris

Vadehavscentret i Vester Vedsted modtog ved prisoverrækkelse den 25. januar 2018, Den Danske Lyspris 2017. Lysdesignet er komponeret med stor forståelse for arkitekturen, materialerne og de stemninger, der ønskes udtrykt. Det er både smukt og fremragende gennemført.

”Lyset formidler vadehavets lys og naturoplevelser særligt med fugle så overbevisende godt, at man har lyst til at komme igen. Belysningen er følsom, poetisk og stemningsskabende uden at tage magten fra selve udstillingen. Nogle steder skaber belysningen spændende kontraster, mens den andre steder skaber ro og opmuntrer til fordybelse. Lyset anvendes til at rette opmærksomheden mod vigtige genstande og til at forstærke oplevelserne i udstillingen. I rummene flyder film, rum, genstande og belysning sammen til en smuk totaloplevelse,” udtaler juryformand Anne Bay, Dansk Center for Lys.

Vadehavscentret i Ribe åbnede igen i februar 2017 efter en omfattende om- og tilbygning. Vadehavet er sammen med det hollandske og tyske vadehav blevet klassificeret som verdensarv under Unesco. Prisen blev overrakt ved en stor og festlig sammenkomst i Store Vejerbod i København under overværelse af mere end 100 lysinteresserede.

Lysprisen gives til teamet bag projektet og blev modtaget af blandt andre leder af Vadehavscentret Klaus Melbye, udstillingsarkitekt Johan Carlsson, JAC studios og lysdesigner Nikolaj Birkelund, Fortheloveoflight.

De nominerede blev bedømt af en jury, hvor Danske Landskabsarkitekter var repræsenterer ved landskabsarkitekt MDL, Rune Bugge Jensen. Den Danske Lyspris blev uddelt første gang i 2008. Prisen er indstiftet af Dansk Center for Lys. Hensigten med prisen er at sætte fokus på lys og mennesker. Dette sker ved at fremhæve spændende, veldesignede og veludførte lysprojekter i Danmark. I bedømmelsen indgår bl.a. anlæggets design, tekniske kvalitet, funktionalitet, visuelle og æstetiske aspekter, energiforbrug og driftsøkonomi.

Danske Landskabsarkitekter ønsker Vadehavscentret tillykke med prisen.

Læs mere hos Dansk Center for Lys.

”Livet under vandet”. Foto: James Medcraft.

Plads til kystsikring – Kystsikring og Strandbeskyttelse, Nørre Lyngby / NATOUR

Læs mere

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse af vores website. Ved at benytte vores website accepterer du brugen af cookies.

Cookiepolitik >