Vinderen af Nykredits arkitekturpris 2018 er kåret

AKTUELT / 05.06.18

Nykredits arkitekturpris går til partnergruppen bag BIG

Nykredits arkitekturpris går til partnergruppen bag BIG

Nykredits arkitekturpris uddeles for 32. gang af Nykredits Fond, og den gives af fondens bestyrelse på baggrund af indstilling fra et fagkyndigt prisudvalg.

Partnerne i BIG – Bjarke Ingels Group, som sammen modtager prisen, er: Bjarke Ingels, Sheela Maini Søgaard, Finn Nørkjær, Andreas Klok Pedersen, Jakob Lange, Thomas Christoffersen, Ole Elkjær-Larsen, David Zahle, Cat Huang, Brian Yang, Jakob Sand, Kai-Uwe Bergmann, Martin Voelkle, Leon Rost, Agustin Perez Torrez, Beat Schenk og Daniel Sundlin.

Det er i særlig grad projekter fra Danmark, som juryen fremhæver i motivationen. Det er blandt andet Tirpitz-bunkeren i Blåvand, M/S Museet for Søfart, LEGO House og Amager Bakke, som har vækket interessen hos juryen.

”Arkitektur, når den er bedst og mest relevant, er den fysiske manifestation af det ypperste, vi kan formå som samfund på lige netop det sted og den tid, vi befinder os i. BIG har med dristige og ukonventionelle projekter netop vist os dette. Vi overraskes over uventede sammenstillinger og nye muligheder, der åbner for en drøftelse af arkitekturens rolle i nutidens og fremtidens samfund. BIG udforsker det legende, det tilgængelige og det kontroversielle”, lyder det fra Formand for prisudvalget, Dan Stubbergaard fra COBE.

Ud over hovedprisen uddeles også Motivationsprisen og Bæredygtighedsprisen. Motivationsprisen er siden 1991 uddelt til yngre arkitekter, som har gjort sig bemærket og et tænkt som en opmuntring og motivation til at fortsætte arbejdet.

Claus Pryds har drevet sin enmandstegnestue siden 2009 og har gjort sig bemærket med flere inspirerende projekter. Motivationsprisen foræres særligt grundet det omfattende projekt med Statens Naturhistoriske Museum i København.

Bæredygtighedsprisen gives i 2018 til Frederik Agdrup og Nicholas Agerskov Bjørndal fra tegnestuen EEN TIL EEN. Det er en unik virksomhed, som 3D-tegner huse og fræser alle elementerne i bæredygtigt træ. Elementerne bliver til et samlesæt, så huset kan opføres i moduler af kunderne selv. Man kan designe og printe sit eget hus, som opføres uden brug af beton. Det er både klimavenligt og innovativt.

Nykredits Arkitekturpris er blandt verdens største arkitekturpriser. Prisen blev indstiftet af Nykredits Fond ud fra et ønske om at hædre arkitekter. Nykredits Arkitekturpris er siden 1987 blevet uddelt til arkitektvirksomheder eller arkitekter, som – gennem deres værker – har gjort noget særligt for arkitekturen. Med Nykredits Arkitekturpris følger 500.000 kr.

Danske Landskabsarkitekter ønsker alle vinderne stort tillykke.
Læs mere om Nykredits Arkitekturpris 2018.

Foto: Partnerne i BIG modtager Arkitekturprisen 2018. På billedet (fra venstre): Kulturminister Mette Boch og BIG Partners Ole Elkjaer-Larsen, Jakob Sand, Sheela Sogaard, Andreas Klok Pedersen, Kai-Uwe Bergmann, Bjarke Ingels, David Zahle, Finn Norkjaer, Jakob Lange, Brian Yang, Catherine Huang.

Plads til sammenhæng – Sundstrup Havn, Viborg / ArkPlan Landskabsarkitekter

Læs mere

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse af vores website. Ved at benytte vores website accepterer du brugen af cookies.

Cookiepolitik >