Tankefrø - tre perspektiver om græs

DL formand repræsenteret på årets Bloom festival, vi giver et resumé

Af Terese Sofie Hjorth Rasmussen, studentermedhjælp Danske Landskabsarkitekter

I weekenden løb Bloom, festivalen om natur og videnskab, af stablen for andet år i træk på toppen af Frederiksberg. 

Omkring 50 interesserede deltagere tog lørdag eftermiddag plads i Søndermarkens grønne græs, der simpelt, men aktuelt udgjorde scenen til begivenheden tankefrø om græs. Her blev vi af biolog Hans Henrik Bruun, digter Morten Chemnitz og DLs formand Susanne Renée Grunkin præsenteret for tre indgangsvinkler til græs.

Omgivet af begivenhedens tema stod scenen og oplægsholderne skarpt i solens varme stråler. Hans Henrik, Morten og Susanne tog os inddragende med gennem deres forskellige perspektiver, hvor vores formand tog os med gennem tre landskabsarkitektoniske perspektiver på græs. På oplæggets 15 min kom vi igennem græssets kulturhistorie, funktion og sidst æstetik. Du kan læse hele oplægget nedenfor og for yderligere om emnet kan du dykke ned i LANDSKAB 01 2018.

Intro

De fleste af os forbinder nok ordet: ”græs” med haver og parker. Måske også med idrætsanlæg, vejrabatter og måske engområder – eller køer!
Som landskabsarkitekt byder jeg i dag ind med 3 perspektiver på GRÆS. De handler alle tre om at arbejde med mit fag: om kulturhistorie, funktion og æstetik. Klangbunden for alle 3 perspektiver er:
– brugerne og øjet som ser.

Jeg hedder Susanne Renée Grunkin og er formand for foreningen Danske Landskabsarkitekter.

Perspektiv nr. 1: Græs og Kulturhistorie

I haverne og parkerne er græsplænen ofte det dominerende element. Men sådan har det ikke altid været. Vi skal lige lidt tilbage i havekunstens historie – her opererer vi med epokerne middelalderen, renæssancen, barokken og romantikken. Det vi ser i dag, er det vi kalder nutidig landskabsarkitektur. I landsbyerne, helt tilbage i middelalderen, havde man fælles, aflukkede græsningsarealer til kvæg. I middelalderens haver handlede det om at organisere dyrkning – ikke om at have græsplæner. Nogle af de tidligste plæner, det var græsarealerne omkring middelalderslotte i Frankrig og England. Græsset blev holdt fri for anden bevoksning, så vagterne havde frit udsyn til gæster, eller snarere fjender, der nærmede sig slottet.

De første græsplæner dukkede op i Frankrig omkring 1700-tallet. I barokhaverne indgik græsset som ornamentik i parterrebede på en grusbund.
Græs, mere som flade og som havekunstnerisk element, spredte sig så til England og resten af verden. For at holde græsplænerne brugte man græssende dyr, leer, eller sakse som blev brugt til at håndskære græsset med – dette fine græs var forbeholdt de rigeste. I 1800-tallets større haver og parker kom græsplænerne til at spille en mere fremtrædende rolle. Det var i de engelske landskabshaver. Her var græsset større flader afgrænset af slyngede grusgange og bede. Det var et stort arbejde at holde kanterne på plænen knivskarp.

Da den første plæneklipper blev introduceret i 1830 skabte det en mærkbar forandring. Pleje af græsflader blev lettere at håndtere, og sådan kom de klippede græsplæner med tiden til at præge haverne rundt omkring. I dag er det oftest i haver og parker vi ser det klippede græs. Men også i erhvervsområder, langs indfaldsveje og selvfølgelig ved skoler, institutioner og idrætsområder. Flere steder suser havetraktorer og robotplæneklippere afsted og man kan indstille dem til lav klippehøjde så selv den bedste skægtrimmer bliver misundelig. Men hvorfor gør vi det? Mange gør det fordi der er tradition for at gøre det. Det kan også være forbundet med prestige, at man har styr på sin græsplæne. Alt andet er noget rod! På Fyn ser man fx, at naboerne smitter hinanden med en havekultur, hvor man nærmest skulle tro, at en neglesaks indgår som et haveredskab. Og nogle steder gør man det, for hvad skulle man ellers gøre? Er der en plet tilovers i fx. et parcelhus- eller erhvervsområde, hvor man er løbet tør for argumenter for, at have belægning, ja, så sår man græs – og holder det klippet.

I dag er en have uden græsplæne et af de mere sjældne syn. En regulær plæne er, sammen med en klippet hæk, de grundlæggende ingredienser i de fleste haver i dag.

Perspektiv nr. 2: Græs og Funktion

Opfindelsen af græsslåmaskinen var faktisk en også forudsætning for udbredelsen af spil som fx fodbold og golf. Ja, græs spiller en vigtig rolle i en del sportsaktiviteter – OG i sociale aktiviteter. Måske tænker ikke så mange af os på det sociale og kulturelle aspekt, der er forbundet med græs. Men tænk på Grøn Koncert, picnicture med familie og venner, byparken på en solskinsdag, Plænen i Tivoli eller på 1. maj arrangementerne rundt om i landet. Eller BLOOM. Der må altså gerne, på en eller anden måde, være noget græs, for så kan vi mødes og samles og VÆRE sammen.
Græs giver altså både plads til sport, fællesskab og samling men også til rekreation, motion og bevægelse. Ud over at give oplevelser giver græsplænerne også plads til sanselighed, minder og nærvær i nuet.

Men den klippede græsplæne er også en monokultur. Den er tæppe fra væg til væg af stærkt næringssugende småplanter, hvor den jævnlige pleje også er et jævnligt overgreb på insekterne, der findes i græsset og deres levesteder.
Men så på den anden side har græs også en bæredygtig funktion – det nedsiver regnvand, som undgår at komme i de overbelastede kloaksystemer. Og græs KAN være levested for dyre- og planteliv – særligt hvis vi lader dem være i fred. Hvor meget liv det drejer sig om afhænger meget af driften.

Perspektiv nr. 3: Græs og æstetik

Da jeg lige før talte om græsplæner og hække i private haver talte jeg ikke nødvendigvis om havekunst og landskabsarkitektur. Det vil jeg forsøge at gøre nu – med et æstetisk og kunstnerisk perspektiv på det klippede græs:
Græs er nemlig også et udtryk for ’pausen’.
… pausen finder vi i havekunsten som i alle andre kunstarter. Kunsten ligger i at beherske pausen. Takt, rytme og klang anvendes i enhver kunstart, når et værk skal komponeres. Pausen er et visuelt pusterum, hvor vi lige kan trække vejret helt ned i maven. Pausen er med til at henlede opmærksomheden på det væsentlige. Det er i pausen, at vi hører efter – og ser efter. I landskabsarkitekturen giver pausen plads til eftertænksomhed, overblik, og plads til os selv. I havekunsten og landskabsarkitekturen er den klippede grønne græsflade en smuk pause, der både er en oplevelse i sig selv og som giver plads til havens andre oplevelser.
Lad os tage Søndermarken som et eksempel. Den var jo oprindeligt en barokhave anlagt i 1706 i en stram struktur. Det kan vi se med de lange akser af lindetræer og de snorlige stier, der udgår fra Frederiksberg Slot. Det er fra den store plæne på plateauet ud for slottet – altså pauserummet – at vi får et flot overblik over alleerne og resten af havens struktur. Det er én slags æstetik. Men i den sydlige del af haven ser vi tydeligere omlægningen til en engelsk landskabshave. Ændringen skete lige før 1800-tallet. Her er store græsflader – som rumligheder og pauser imellem skovpartier og som flade for de bugtede stier. Det er en anden slags æstetik – her udgør græsset et andet slags havekunstnerisk virkemiddel end i den nordlige del af haven.

I dag handler landskabsarkitektur om formgivning af grønne strukturer og grønne miljøer i byerne og der, hvor vi bor, og det handler om at finde løsninger på de mange udfordringer samfundet står overfor – løsninger, som helt oplagt kan integreres i landskabsarkitekturen – det kan være klimasikring, bæredygtighed og sundhed. Det er også kommet til at handle om mere planteanvendelse – her anvendes fx varierede arter af høje græsser, der giver en særlig effekt – og som er forholdsvis lette at drifte og pleje. I nutidens landskabsarkitektur er græssets bæredygtige funktion i de senere år blevet anvendt mere og mere. Jeg var lidt inde på det før med græssets evne til at optage regnvand. Vi arbejder bl.a. også med en landskabsarkitektonisk tilgang, som måske kan inspirere Jer:
TÆNK, hvis byerne i udgangspunktet var grønne… og KUN har belagte overflader der, hvor det er nødvendigt. Og TÆNK hvis der i haver og parker KUN var klippet græs der, hvor det var nødvendigt.
TÆNK OMVENDT, kunne man kalde det. Ville vores omgivelser ikke komme til at se anderledes ud? For er vi nu helt sikre på, at det er noget rod, hvis vi undlader at klippe nogle områder af vores græsplæne? …… hvis vi måske klippede en rute i det høje græs? Måske klippede et rum i det høje græs? Halvt så meget klippet græs giver også dobbelt så lidt besvær….. og mange flere dyrearter og plantearter i haven, for så kommer der små kløverarter, Brunella, Ærenpris, Pileurt og måske løgplanter.
Så med den øgede opmærksomhed på bæredygtighed bærer landskabsarkitekturen også i højere grad præg af et nyt syn på græs – en ny æstetik, der knytter sig til det uklippede græs. Se bare græsrabatterne flere steder i Københavns Kommune, særligt langs Fælledvej nær Rigshospitalet – en bred kantsten og en tyk chausséstenskant holder styr på det vilde græs, hvor der er blandet blomstrende urter og løgplanter i. Man kan også se flere og flere projekter med såkaldte meadows – altså blomsterenge i stedet for græsplæner. Det er enggræsblandinger egnet til uklippede græsflader med større eller mindre andel af blomstrende urter.

Og sådan blander holdninger, viden, og skiftende naturopfattelser sig med hinanden og udvikler æstetikken og udvikler vores forståelse af naturens mekanismer og udviklingen af vores egne behov – GRÆS var temaet, men klangbunden var jo os brugere og øjet som ser. Det er langt hen ad vejen os selv, der styrer, hvordan vores omgivelser tager sig ud. Alt dette siger jeg, for at bidrage til at nuancere vores blik på omverdenen og for at bidrage til en forståelse af helheder og sammenhænge.

Foto: Susanne Renée Grunkin holder oplæg ved BLOOM festival 2018.
Fotograf: Terese Sofie Hjorth Rasmussen.