Mærsk Tårnet slæber priser med hjem fra World Architecture Festival

AKTUELT / 29.11.17

SLA modtager kæmpe hæder for de grønne tage på Mærsk Tårnet

Vi lægger ud med landskabsarkitekterne fra SLA, der har vundet Scandinavian Green Roof Award 2017 ved dette års World Architecture Festival.

Hæderen kommer på baggrund af det kæmpemæssige grønne tag, som SLA har designet til Københavns Universitets nye vartegn Mærsk Tårnet. Det 5.000 m2 store grønne tag er anlagt af Skælskør Anlægsgartnere i samarbejde med Byggros og Birkholm Planteskole.

Det grønne tag er en del af SLA’s SUND Naturpark, der er en ny type moderne campuspark, der understøtter det gode studieliv og giver en lang række naturlige og sociale løft til byen. Det store, offentlige grønne tag tilbyder således en lang række udendørs studiepladser, grønne opholdssteder og nye muligheder for socialt samvær for både forskere, studerende og almindelige borgere.

Det grønne tag er designet med en høj grad af vild natur, der vha. tjørnebuske, natureng og egetræer genetablerer Københavns gamle offentlige Græsningsfælled, der frem til 1840’erne strakte sig helt ind til Skt. Hans Torv. Derudover er tilført en række eksotiske træarter som en hilsen til det multikulturelle Nørrebro, der samtidig gør både tag, bygning og park mere bæredygtigt og robust ift. fremtidige klimaforandringer.

“SUND Naturpark og det grønne tag tilbyder en række nye funktionelle og sociale værdier til Nørrebro. Tagets stærke natur har et særligt designet jordlag, der skaber selvregulerede økosystemer og som kan håndtere selv 100-års skybrudshændelser og genbruger vandet i parken og i bygningen. Taget har ekstrem høj biodiversitet med indfødte engtyper og store træer. Og så er det offentligt tilgængeligt fra både bygning og park, hvilket gør det muligt for alle at opleve Københavns nye vilde natur helt tæt på”, siger Stig L. Andersson, grundlægger og design direktør i SLA.

Mærsk Tårnet og C.F. Møller Architects har yderligere vundet prisen i kategorien Higher Education & Research – en stor hæder til det fine projekt. Derudover har C.F. Møller også vundet European Copper in Architecture Award 2017 for tårnets tusindvis af etagehøje skodder, der bevæger sig afhængigt af solen, så facaden skifter udtryk i løbet af dagen. 

World Architecture Festival har uddelt priser siden 2008. Stort tillykke til SLA og C.F. Møller med priserne.

Læs mere om SUND Naturpark og SLA.
Læs mere om C.F. Møller.
Læs mere om World Architecture Festival.

Foto: Mærsk Tårnet og SUND Naturpark © SLA

Plads til bynatur – Skovbrynet Basecamp, Lyngby / Kragh & Berglund

Læs mere

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse af vores website. Ved at benytte vores website accepterer du brugen af cookies.

Cookiepolitik >