Kongelig køkkenhave bliver ny attraktion

AKTUELT / 19.11.18

Gråsten køkkenhave. Fotograf: Thomas Rahbek

Slots- og Kulturstyrelsen og Sønderborg Kommune er gået sammen om at etablere en åben og aktiv kongelig køkkenhave ved Gråsten Slot

Slots- og Kulturstyrelsen og Sønderborg Kommune er gået sammen om at etablere en åben og aktiv kongelig køkkenhave ved Gråsten Slot

Slots- og Kulturstyrelsen, der til daglig forvalter Gråsten Slot og Slotshave, er gået sammen med Sønderborg Kommune om at skabe en aktiv og åben køkkenhave ved slottet, hvor man kan komme til at opleve årets gang i et kongeligt gartneri.

Samtidig er der indgået en aftale med Sønderborg Kommunes socialpsykiatriske beskæftigelsestilbud ”Væksthuset”, der i fremtiden vil stå for en stor del af den udvidede drift projektet i samarbejde med styrelsens gartnere og medarbejdere. I køkkenhaven vil der være fokus på bæredygtig drift, formidling, undervisning og beskæftigelse for borgere, der har brug for et meningsfuldt job i et beskyttet miljø.

”Gråsten Slot har i mange år været en vigtig turistattraktion for Gråsten By og Sønderborg Kommune. Med ”Den Kongelige Køkkenhave” bliver der endnu en stærk attraktion, som kan tiltrække turister fra ind- og udland. Gennem køkkenhaven kan vi formidle den særlige sønderjyske kultur og historie og dermed give turismen i Sønderborg Kommune et løft,” lyder det fra Borgmester i Sønderborg Kommune, Erik Lauritzen.

Vicedirektør i Slots- og Kulturstyrelsen, Nikolaj Jensen, glæder sig også over projektet. ”Vi vil gerne formidle den vigtige historie om slotshaven og køkkenhaven, hvor vi forener den kongelige kulturhistorie med fortællingen om den omkringliggende natur og fødevareproduktion i Danmark.”

Sønderborg Kommune støtter samlet set projektet med 5,3 millioner kroner, hvoraf 1,6 millioner kroner går til udvikling af projektet, mens de resterende midler anvendes til eksempelvis nye fortove, ligesom der allerede er etableret en ny P-plads ved slottet. Slots- og Kulturstyrelsen bidrager med 5,3 millioner kroner til projektet.

Arbejdet med projektet går i gang snarest, så bygninger, udvidelse af køkkenhave og anlæg af frugthave kan stå klar i foråret 2020. Det forventes, at Den Kongelige Køkkenhave kan indvies i sommeren 2020.

 

Læs mere om ”Den Kongelige Køkkenhave ved Graasten Slot – tradition med fornyelse” her.

Plads til bynatur – Skovbrynet Basecamp, Lyngby / Kragh & Berglund

Læs mere

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse af vores website. Ved at benytte vores website accepterer du brugen af cookies.

Cookiepolitik >