Arkitekt Kristine Jensens Tegnestue projekt ser dagens lys

Published date

Maribo Domkirke og Søbred indviet

Idéen bag projektet er at skabe en helhed mellem sø, domkirke og klosterruin - og dermed skabe en helt ny attraktion og bedre betingelser for ophold i byen. Konkret skal projektet føre til en sanselig og landskabelig bearbejdning af søbredden og samtidig forbedre forbindelsen til Maribos bymidte - blandt andet gennem nedrivning af en ældre biograf, som i dag hindrer adgangen til området.

Nye belægninger, et formidlingsrum, en ny træbrygge og rydning af buskadser har tilsammen været med til at styrke sammenhængen i området og at gøre stedet mere attraktivt for byens borgere og besøgende.

”Som mange andre i Maribo har jeg set frem til afslutningen på renoveringen og moderniseringen af det betydningsfulde område ved domkirken, og jeg er virkelig begejstret over, hvor godt det er blevet. Maribo har jo det hele: by, storslået natur og ikke mindst et spændende kulturmiljø. Projektet ved domkirken og søen har for alvor sat alle værdierne i spil til glæde for både os selv og byens gæster. Der er skabt bedre forbindelse mellem by og natur, og områdets historie står nu meget tydeligere frem for de besøgende. Tak til alle, som har medvirket til det flotte resultat. Jeg håber, at mange får lyst til at bruge det skønne område og vil være med til at passe godt på det,” lyder det fra borgmester i Lolland Kommune Holger Schou Rasmussen.

Projektet har haft et samlet budget på 7 millioner kroner. Heraf har Realdania støttet med 3,5 millioner, Lolland Kommune med 3 millioner og Museum Lolland-Falster med 0,5 millioner kr. Arkitekt Kristine Jensens Tegnestue er landskabsarkitekterne bag det Realdania-støttede projekt Maribo Domkirke og Søbred i Lolland Kommune, der er en del af kampagnen "Stedet Tæller". Stedet Tæller kaster lys over yderområdernes særlige potentialer, med henblik på at vise nye veje til en positiv udvikling af områderne uden for de største byer i Danmark.

Læs mere hos Bygningskultur Danmark.

Foto: Maribo Domkirke og Søbred © Lolland Kommune